Her er den nye kvæg-direktør

Hun kan snakke med alle og gøre det komplicerede letforståeligt. Mød den midtsjællandske agronom og miljøkemiker, der fra 1. oktober er ny sektordirektør for L&F, Kvæg.


"Jeg er drevet af at finde løsninger og få dem kommunikeret.” Ida Storm, sektordirektør for L&F, Kvæg pr. 1. okt.

Der blev uddelt gensynskram da den kommende sektordirektør for Kvæg, Ida Storm, forleden var på visit på SEGES. Den nye direktør er uddannet fra Landbohøjskolen. Hun har skrevet ph.d. om majsensilage, postdoc om komposteringsstalde og kan snakke med om, hvordan man håndterer forsøgskøerne i Foulum.

De seneste fem år har hun været miljøpolitisk seniorkonsulent i L&F, og spørger man hendes samarbejdspartnere her, fremhæver de alle hendes skarpe analytiske sans og evne til at kommunikere med både politikere, landbrugsfaglige og forbrugere. Miljøchef Hans Roust Thysen, SEGES, fortæller:

”Man kan sende Ida tre tunge, faglige artikler på højt videnskabeligt niveau, og når hun har tygget det igennem, kommer hun tilbage med tre knivskarpe pointer, som skærer sagen ind til benet, og som politikerne kan forstå.”

Drevet af løsninger

Ifølge Ida Storm selv er det også netop kombinationen af analyse og kommunikation, hun brænder for, og som er grunden til, hun snart står i spidsen for den danske kvægsektor.

”Jeg er drevet af at finde løsninger og få dem kommunikeret. Og jeg trives rigtig godt med at navigere i trekanten mellem faglighed, politik og praksis,” fortæller hun fra sit kontor på Axelborg, der snart bliver byttet ud med køreture fra fritidslandbruget ved Glumsø til direktørkontoret på SEGES.

Ud og møde folk

Og hvad er så det første, hun vil gøre, når hun sætter sig i direktørstolen?

”Jeg vil lade være med at sætte mig ned,” lyder svaret prompte.

”I den her stilling skal jeg i høj grad bygge bro mellem alle de interesser, der er i sektoren, og så er det vigtigt, at jeg har mødt folk, så jeg ved, hvad de brænder for, og hvad de ser som de mest presserende emner. Så jeg skal ud og møde landmænd, virksomheder, forskere og forbrugere,” lyder det fra Ida Storm.

Som den største udfordring for kvægsektoren på kort sigt ser hun konsekvenserne af tørken.

”Det er blandt andet min opgave at få fortalt politikerne om de konsekvenser for kvægbruget, der først rammer i vinter eller til næste år. Tørken kan hurtigt blive glemt på en kold og våd januardag,” fortæller hun.

På længere sigt peger hun på konkurrenceevnen som en af sektorens store udfordringer.

”Det er dyrt at producere mælk, okse- og kalvekød i Danmark, men fordi de danske kvægbrugere er så utroligt effektive, kan vi gøre det godt. Så dansk kvægbrugs konkurrenceevne bliver helt klart et indsatsområde for mig,” lyder det fra Ida Storm.

Lad data flyde

Ud over den høje effektivitet peger Ida Storm på et andet utroligt stærkt kort, som vi skal sørge for at bringe i spil så intelligent som overhovedet muligt.

”Den tætte kontakt mellem rådgivere og landmænd, som betyder, at der flyder viden begge veje, er med til at drive udviklingen. Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at holde den tætte kontakt. Det behøver ikke være ved, at vi mødes ansigt til ansigt, men handler lige så meget om data, der går begge veje,” slår hun fast.

Når Ida Storm holder fri sammen med sin mand Adam, sønnen Daniel på 15 og datteren Oline på 10, nyder hun at kaste sig ud i gør-det-selv-projekter, der rækker lidt ud over almindelig vedligehold af deres 2,5 ha med tilhørende får og høns. Senest har hun kastet sig over at skille hjemmets egetræsplankebord i smådele for at give det en grundig restaurering.

”Det er så skønt at se, når der kommer noget ud af det, man laver – også rent praktisk,” lyder det fra den nye sektordirektør.

Derfor blev det Ida Storm

Bag ansættelsen af Ida Storm står formand for L&F, Kvæg, Christian Lund, og direktør for SEGES, Anne Arhnung. Og Christian Lund fortæller:

”Man kan virkelig mærke, at Ida Storm brænder for jobbet. Til samtalerne sad hun helt fremme på stolen og havde en troværdig tilgang til at få kvægsektoren løftet.”

Og Anne Arhnung uddyber:

”Ida Storm skilte sig ud fra de øvrige ansøgere ved at være meget analytisk stærk og dermed hurtigt forstå både udfordringer og muligheder for fremtidens kvægbrug. Derudover har hun stærke samarbejdsevner, som vil bidrage i forhold til at samle og holde sammen på sektoren. Jeg forventer, at hun med sine stærke analytiske og kommunikative evner vil være i stand til at sætte gang i en hurtig implementering af kvægstrategien til gavn for alle kvægbrugere.”

 

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 17, 2018.