Kvæg

Klimaformand Katherine Richardson: ”Dansk kvægbrug er nødt til at tænke i nye baner”

Formand Katherine Richardson fra Landbrug & Fødevarers klima-advisory board ser fortsat en fremtid for dansk kvægbrug. Men hun understreger, at rammerne bliver nogle andre fremover.

”Selvom vi vil se en stor vækst i plantebaserede produkter fremover, vil der fortsat være et marked for mælk og oksekød. Derfor tror jeg, at danske mælke- og kvægproducenter fortsat vil være bidragydere til fødevareproduktionen i fremtiden. Udfordringen er dog, at der i 2050 vil være langt mindre areal til landbrug end i dag, og derfor er kvægbruget nødt til at tænke i nye baner,” sådan lyder den klare udmelding fra  Katherine Richardson, formand for Landbrug & Fødevarers klima-advisory board.

Kvægproducenter skal bruge mindre jord 

Formanden, der til daglig er klimaforsker og centerleder på Københavns Universitet, peger på, at dansk kvægbrug først og fremmest skal omstille sig til en produktion, som bruger langt mindre jord end i dag.

”Vi bliver fortsat flere mennesker, og der vil være et krav om mere natur i fremtiden. Derfor skal mælke- og kvægproducenter arbejde for at få et større udbytte per hektar, når pladsen bliver mindre fremover. Dette kan blandt andet ske ved at skifte til alternative fodertyper som tang, som kræver langt mindre plads at producere end traditionelle fodertyper som græs og majs,” siger Katherine Richardson.

”Ideelt set mener jeg faktisk ikke, at kvægproduktion bør foregå i det fri, selvom der selvsagt også er dyreetiske hensyn at tage”
Katherine Richardson, formand for L&F klima-advisory board
Billede 1

”En mindsket miljøbelastning bliver et af de vigtigste konkurrenceparametre for danske mælke- og kvægproducenter i fremtiden,” mener Katherine Richardson, der er formand for L&F’s klima-advisory board.

Miljøbelastningen fra kvægbrug skal reduceres

Samtidig skal producenterne arbejde med at reducere miljøbelastningen fra produktionen, så naturen påvirkes mindst muligt. Ikke mindst udledningen af metan fra køerne er et stort problem.

”Metanen bidrager til drivhuseffekten, og derfor skal udledningen mindskes – der er ingen vej udenom. Det kan eksempelvis ske ved, at køerne opholder sig indendørs i gastætte produktionsfaciliteter, hvor gassen opsamles i særlige anlæg. Ideelt set mener jeg faktisk ikke, at kvægproduktion bør foregå i det fri, selvom der selvsagt også er dyreetiske hensyn at tage,” fortsætter hun.

Ikke kun kvægbrugets ansvar at mindske klimabelastning

Katherine Richardson er helt med på, at omstillingen ikke bliver let for kvægbruget. Samtidig er de teknologiske løsninger ikke alle er på plads endnu, ligesom de erhvervsmæssige rammer ikke nødvendigvis understøtter en omstilling. 

”Det er selvsagt ikke kun kvægbrugenes ansvar at gøre produktionen mindre miljøbelastende. Vi skal have langt mere forskning i nye fodertyper og metoder til reduktion af metan fra køerne. Vi skal også opbygge en erhvervsmæssig struktur, som gør det langt mere attraktivt for producenterne at investere i omlægning til en mere miljøvenlig produktion, hvor eksempelvis drivhusgasser ikke kan udledes i miljøet,” siger Katherine Richardson.

Målet for dansk kvægbrug er der ingen tvivl om, når man spørger den 66-årige formand: 

”En mindsket miljøbelastning bliver et af de vigtigste konkurrenceparametre for danske mælke- og kvægproducenter i fremtiden.”

Fakta

Advisory board for klima: Landbrug & Fødevarer har i 2019 etableret et advisory board, som skal rådgive og inspirere til at komme i mål med visionen om et klimaneutralt fødevareerhverv. Boardet består af forskere, grønne organisationer, repræsentanter fra andre brancher, fagbevægelse og detailsektoren. Medlemmerne er alle eksperter inden for arbejdet med at løse de store klimaudfordringer.

Katherine Richardson er leder af Københavns Universitets Sustainability Center og er medlem af Klimarådet og har bidraget til flere FN-rapporter. Hun har været med til at udvikle disciplinen Earth System Science, der undersøger betydningen af interaktioner mellem biologiske, fysiske og kemiske processer samt menneskernes aktiviteter for jordens miljøtilstand.

Emneord

Støttet af

Vil du vide mere?