Økonomi og ledelse

Bæredygtighedsdata: Aftagernes krav er med til at sætte dagsordenen

At levere data om bæredygtighed er i stigende grad en del af at producere fødevarer. Ikke som en ekstra disciplin ved siden af driften - men som en del af de forventninger, aftagerne har til dig som landmand.

Kravene til at du kan dokumentere dine tiltag for bæredygtighed er her allerede, og de kommer i høj grad fra mejerier, slagterier og andre led i kæden, som selv skal dokumentere deres klima- og bæredygtighedsindsats.

”Aftagerne efterspørger allerede masser af data i dag, og de kommer til at gøre det i endnu højere grad fremover,” siger Kenneth Kjeldgaard, chefkonsulent i Ledelse og økonomi, SEGES Innovation. Et eksempel er mejerisektoren, hvor mange mælkeproducenter i dag indrapporterer data via Arlas FarmAhead™ Check, men samme udvikling ses også i f.eks. slagteri- og fjerkræbranchen.

For aftagerne er bæredygtighedsdata ikke et tilvalg. Data skal indgå direkte i virksomhedernes egne klimaregnskaber, ESG-rapportering og dokumentation over for forbrugere, myndigheder og investorer.

Dokumentation som adgang til markedet

Udviklingen betyder, at bæredygtighedsdata i stigende grad fungerer som en adgangsbillet til markedet. Det handler ikke blot om at producere effektivt og levere et godt produkt, men også om at kunne dokumentere, hvordan varen er produceret. Og kravene stopper ikke ved CO₂-tal. Der efterspørges i stigende grad data om f.eks. ressourceforbrug og miljøtiltag.

”Når aftagerne stiller krav til dokumentation, er det ikke for at genere landmanden. Det er fordi data er nødvendige i resten af værdikæden. Arla skal bruge konkret viden om din produktion, fordi det, du gør på din bedrift, spiller en rolle i hvordan deres produkters klimaaftryk er, når de lander hos forbrugerne,” forklarer Kenneth Kjeldgaard.

Gode data kan bruges flere steder

Når data skal bruges hos aftagerne, stilles der høje krav til kvalitet og sammenhæng. Derfor er opsamling af data ved kilden afgørende. Når data registreres korrekt første gang og kan genbruges, undgår du dobbeltarbejde, og kvaliteten bliver højere.

Samtidig giver det dig mulighed for selv at få mere ud af tallene. Når du kan følge din udvikling over tid, kan du bedre vurdere effekten af ændringer i driften og identificere potentialer for forbedringer.

Vil du vide mere?

Støttet af