Vommagneter redder koliv

Langt flere kvægbrugere burde lægge en vommagnet i køerne.


Fremmedlegemer, der har kilet sig fast i netmaven, er ofte dæktråd fra ensilageafdækningen. Foto: Henrik Elvang, KU.

Dæktråd fra ensilageafdækningen og andre fremmedlegemer tager hvert år livet af adskillige køer.

Mange af dem kunne dog reddes, hvis de fik lagt en magnet i netmaven, mener professor i patologi ved KU, Henrik Elvang.

”De såkaldte vommagneter er en billig og effektiv måde til at undgå, at køerne får skader eller dør på grund af læsioner fra fremmelegemer. I nogle tilfælde kan magneterne endda virke helbredende, fordi de kan trække fremmedlegemer ud af vævet igen,” forklarer Henrik Elvang, der i en årrække har arbejdet med dødelighed blandt køer.

En undersøgelse på Tønder Slagteri i 2004 viste, at kun fem procent af de slagtede køer havde ilagt vommagneter. Og det undrer Henrik Elvang.

”Det er forbavsende få, og jeg håber, at der er flere, der bruger dem i dag, for undersøgelser viser, at der er en rigtig god effekt af dem,” siger han.

Det anbefales, at man forebyggende lægger magneter i sine køer. Fx allerede i forbindelse med drægtighedsundersøgelse af løbekvien. På det tidspunkt ved man, at man ikke udsætter kvien på grund af reproduktionsproblemer, og man er sikker på, at kvien er stor nok til at få ilagt vommagneten uden ubehag eller skader på spiserøret. En vommagnet virker hele livet, koster 60-80 kr., og skulle man komme til at lægge to vommagneter i samme ko, har det ingen negativ betydning.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 9, 2017.