EU nærmer sig en ny aftale om koordinering af sociale sikringsordninger
Aftalen skal modernisere EU’s koordinering af sociale sikringsordninger og tydeliggøre, hvilket land der har ansvaret for sociale ydelser ved grænseoverskridende aktiviteter.
Aftalen skal modernisere EU’s koordinering af sociale sikringsordninger og tydeliggøre, hvilket land der har ansvaret for sociale ydelser ved grænseoverskridende aktiviteter.
Det er de enkelte lande, der bestemmer, hvordan deres nationale sociale sikringsordninger indrettes, og hvilke ydelser der kan opnås. EU regulerer derimod koordineringen mellem ordningerne for at sikre, at personer, som arbejder eller opholder sig i flere medlemslande, ikke mister sociale rettigheder.
Aftalen, som Rådet vedtog den 29. april 2026, skal modvirke tvivl om, hvilket land der er ansvarligt for en ydelse, og skabe en bedre balance mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og medlemslandenes interesser i kontrol og finansiering af sociale ydelser.
Revisionen af reglerne har været undervejs længe, og to tidligere aftaler blev forkastet i henholdsvis 2019 og 2021, fordi der ikke kunne opnås den nødvendige opbakning i Rådet. Uenigheden har navnlig angået reglerne om arbejdsløshedsydelser og fordelingen af de økonomiske forpligtelser mellem medlemslandene.
Aftalen ændrer ikke de danske sociale sikringsordninger som sådan, men kan få betydning for, hvordan reglerne anvendes, når personer arbejder eller opholder sig på tværs af EU's medlemslande. Blandt de væsentligste ændringer er nye regler om, hvilket land der skal udbetale arbejdsløshedsdagpenge til grænsearbejdere, og hvornår beskæftigelses- og forsikringsperioder fra andre medlemslande kan medregnes ved vurderingen af retten til dagpenge samt øget kontrol af grænseoverskridende aktiviteter, herunder dokumentation, anmeldelseskrav og korrekt registrering af beskæftigelsesforhold på tværs af landegrænser.
Med aftalen lægges der blandt andet op til, at der for at opnå ret til dagpenge kan ske sammenlægning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra andre EU/EØS-lande allerede efter en måneds uafbrudt beskæftigelse og a-kassemedlemskab i Danmark. Desuden lægges der op til, at forældreorlovsydelser ikke kan overføres til en anden forælder i et andet EU/EØS-land.
Europa-Parlamentet godkendte den 7. juli 2026 den politiske aftale om revision af reglerne for koordinering af sociale sikringsordninger. På tidspunktet for denne artikels udarbejdelse afventer reglerne den endelige formelle vedtagelse i Rådet, før de kan træde i kraft efter en overgangsperiode.
Kilde: EU er ét skridt nærmere en ny aftale om koordinering af de sociale sikringsordninger
Emneord

