Hvorfor er det vigtigt?
Det er selvsagt et problem, hvis man bliver stoppet i en traktor, der er kategoriseret som lastbil. Det medfører krav til stort kørekort og i nogle tilfælde takograf. Overskridelse af køre-hviletidsreglerne kan medføre meget store bøder til både traktorføreren og ejeren, og man må oftest ikke lovligt anvende højhastighedstraktorer med traktorpåhængsvogne, hvor bremseevnen typisk passer til 30 km/t.
Forvirringen bliver total, når der ses eksempler på højhastighedstraktorer, der f.eks. har nummerplade på som de godkendte traktorer, vi må anvende på landbrug, skovbrug og gartneri. Det er forståeligt, at brugerne så tror, at alt er godt. Men det er desværre ikke korrekt.
Formålet med denne artikel er hverken at skyde på sælgerne, køberne eller de synshaller, der tilsyneladende registrerer højhastighedstraktorer som traktorer. Formålet er at gøre opmærksom på et problem, der vokser i omfang. Det er vi som erhverv nødt til at tage alvorligt.
Nyt lovforslag løser måske problemstillingen
Landbrugserhvervets Færdselsgruppe har arbejdet med problemstillingen igennem flere år. Efter en god dialog med Færdselsstyrelsen har styrelsen lyttet til erhvervets behov. Det har ført til et lovforslag, der skal muliggøre, at højhastighedstraktorer konstrueret til mere end 40 km/t, kan omklassificeres til en almindelig 40 km/t traktor.
Omklassificering vil kunne foretages af traktorfabrikanten eller dennes repræsentanter. Hvis lovforslaget vedtages, vil det træde i kraft 1. januar 2026.