Økonomi og ledelse, Planter

Sådan undgår du ulykker i høsten ved maskinstop

Hvert år sker der dødsulykker og andre alvorlige ulykker under høsten. Ulykkerne sker bl.a. når maskiner og tekniske hjælpemidler bruges på en anden måde end de er beregnet til – eller når sikkerhedsanordningerne er sat ud af drift.

Under en høst blev en landmand dræbt, da han gik ind under skærebordet på en mejetærsker for at rette på en stubsensor. Mejetærskeren var udstyret med en sædekontakt, som afbryder strømmen til skærebordet, hvis føreren forlader sit sæde i førerhuset. Men sædekontakten var demonteret, og skærebordet var derfor stadig aktivt. Det betød, at det tonstunge skærebord sænkede sig ned over manden, da stubsensoren blev rettet. 

Ulykken er desværre ikke enkeltstående, og derfor er der god grund til at være opmærksom, og have kendskab til den maskine du arbejder med.

Sæt aldrig sikkerhedsanordninger ud af drift på dine landbrugsmaskiner

Arbejdstilsynet anbefaler, at man læser brugsanvisningen igennem og sætter sig ind i, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, maskinen er udstyret med, og hvordan de virker. Tjek fx, at sædekontakten virker og andre sikkerhedsforanstaltninger er i orden. 

Når man oplever et maskinstop, er det vigtigt at spørge sig selv, om man er uddannet til at udføre reparationen, eller om der skal tilkaldes en reparatør. Derefter skal arbejdet planlægges så det kan gøres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. 

Gennemtænk alle aspekter i reparationsarbejdet - også hvordan du kommer til, i, ved og under maskinen. Hvis to eller flere personer er involveret i reparationsarbejdet, er det vigtigt at alle har forstået, hvad det er der skal gøres, og at man er blevet enige om, hvordan man kommunikerer undervejs. 

Stop altid maskine, før reparationen igangsættes og:

  • Vær sikker på, at maskinen er helt i ro. Ikke alle maskiner stopper helt med det samme.
  • Vær sikker på, at stoppet er permanent. Fjern nøglen fra kørende maskineri og lås håndtag og kontakter på stillestående maskineri.
  • Sørg for at fastgøre alt, der kan falde ned over dig.
  • Sørg for at fastgøre alt, der kan bevæge sig eller rotere – for eksempel ved at bruge stopklodser.
  • Gå aldrig ind under et hævet skærebord eller andre hydraulisk hævede redskaber, med mindre der er en mekanisk sikring, der forhindrer, at redskabet kan sænke sig.
  • Brug de rigtige redskaber og værktøjer til jobbet.
  • Brug de personlige værnemidler der er påkrævet fx svejsebriller, handsker, og åndedrætsværn.
  • Følg producentens instruktioner og procedurer.
  • Når jobbet er afsluttet, så husk at sætte beskyttende afskærmning på plads, før du starter maskinen igen.
  • Gennemgå maskinen, før du starter den igen – hav fokus på sikkerhedsforanstaltninger

Vil du vide mere?