Økonomi og ledelse, Planter

Tjek dine maskiner og undgå høstbrande

Varmt og tørt vejr øger risikoen for høstbrande, som hvert år koster landmænd dyrt og bringer mennesker i fare. Her får du nogle enkle råd til forebyggelse.

Høstbrande er hvert år skyld i, at maskiner og afgrøder for store beløb går tabt, og at mennesker, dyr og bygninger bringes i fare. Ved at være have fokus på rengøring og vedligeholdelse af maskinerne, kan høstbrandene forebygges.

Derfor er det en god idé at følge nedenstående råd:

Tjek landbrugsmaskinerne dagligt under høsten

Inden høstarbejdet påbegyndes, bør du: 

  • Rengøre motor og motorrum for avner og støv
  • Rense køleren
  • Smøre de "daglige" smøresteder iflg. instruktionsbog/smøreskema
  • Rengøre omkring udstødningssystemet og efterse for utætheder
  • Fjerne ophobning af støv og avner omkring bevægelige dele
  • Kontrollere for olie og vand.

Vær opmærksom under arbejdet med landbrugsmaskinerne

Ved at tage nogle enkle forholdsregler under arbejdet, kan risikoen for brand minimeres: 

  • Rengør jævnligt udstødningssystemet for støv og avner
  • Medbring en mobiltelefon til eventuel alarmering
  • Rens køleren jævnligt
  • Undlad tobaksrygning
  • Hold skærebordet fri af jorden, så slæbeskoene ikke kan ramme sten, der danner gnister. (Slæbeskoene kan evt. monteres med gnistfri ”såler" af kunststof – før sæsonen
  • Under meget tørre forhold bør man medbringe en tank med vand: for eksempel en marksprøjte med slange og strålerør eller en gyllevogn med bladsprede
  • Når mejetærskeren forlades ved pauser, må den ikke parkeres ved let antændelige materialer.

Hvis der alligevel opstår brand under høsten

Hvis der alligevel opstår brand, er det vigtigt at være forberedt, sådan skaden begrænses.
Pulverslukkere kan anvendes til slukning af brande i mejetærskere og traktorer. Slukkerne egner sig ikke til brand i afgrøder, men kan evt. anvendes til slukning af mindre halmbrande. Til hver mejetærsker bør man mindst have to ildslukkere, som anbringes på hver sin side af mejetærskeren. Desuden skal der ifølge Arbejdstilsynets regler, være anbragt en 2 kg pulverslukker eller lignende i umiddelbar nærhed af førerpladsen.

Branddaskere kan bruges til at slukke brande i halm, tørt græs og lignende. Skovle kan evt. også bruges. Vand er effektivt til slukning af brand i halm, støv og avner, men ikke til brand i benzin og olie. Vand medbringes i tanke i form af marksprøjte med slange og strålerør eller gyllevogn med bladspreder.

Hent 112 app’en

I tilfælde af personskade er det en god idé på forhånd at have hentet 112 app’en til din mobil. Når du ringer fra 112 app’en sender din telefon din position til alarmcentralen, så de ved nøjagtig, hvor du befinder dig.

Vil du vide mere?