Natur og vandmiljø

Case: Overraskende enkelt at gøre noget for naturen omkring landbrugsbedriften

Sven-Aage Steenholdt er ikke meget for højtravende snak om biodiversitet. Men et Naturtjek åbnede hans øjne for, hvor lidt der skal til for at hjælpe naturen på landbrugsbedriften – og hvor stor en glæde det faktisk giver ham.

Sven-Aage Steenholdt er et ordensmenneske, der driver sine 70 ha fede jord ved Vamdrup omhyggeligt og effektivt. Her dyrker han raps, rug, hvede og maltbyg. Højtravende diskussioner om natur og biodiversitet har aldrig appelleret til ham og har ikke været noget, han kunne genkende sig selv i. Derfor var det også med nogen skepsis, at han tog imod et tilbud om et Naturtjek på ejendommen i forbindelse med et SEGES-projekt. Og det skulle vise sig at blive en øjenåbner.  

Højtravende snak om biodiversitet blev konkret 

”Med naturkonsulenten fra Seges tog vi en runde, hvor vi ikke så på det, der blev dyrket, men på alt det, der ligger i kanten af det dyrkede. Og så fik jeg fik øjnene op for alle de muligheder, der faktisk er for at hjælpe naturen omkring bedriften,” fortæller Sven-Aage Steenholdt. Han oplevede, at det, han før havde opfattet som højtravende og kompliceret, blev halet ned på jorden og gjort konkret. ”Pludselig var det ikke så fancy, men noget jeg kunne bruge til noget,” forklarer han. 

En af tingene, som snakken faldt på, var stenstakken på den gamle møddingplads. ”Før brugte vi bare stenene til opfyldning. Men faktisk, er sådan en stenbunke et fantastisk bosted for alle mulige dyr og insekter. Bunken er fyldt med hulrum, og stenene bliver jo varmet op i solen,” forklarer Sven-Aage Steenholdt begejstret. 

Han har nu flyttet bunken om for enden af et læhegn, hvor dens placering som insektbolig iflg. naturkonsulenten vil være mere hensigtsmæssig. ”Den ligger godt der. Der var et dumt hak, hvor jeg tidligere bøvlede med såning. Og så er der plads til, at vi kan udvide den hvert år, når vi samler sten,” forklarer han.

https://www.seges.tv/v.ihtml/player.html?token=0b9f31a626b7eacb80aff2f741d9e900&source=embed&photo%5fid=67696535&autoPlay=0

Se og hør Sven-Aage Steenholdt fortælle, hvordan et Naturtjek gav ham indsigt i de små tiltag, der kan hjælpe naturen omkring hans ejendom.

Her behøver ikke se så trimmet ud når det har værdi for naturen 

Og stenbunken er bare et af de mange tiltag, som Sven-Aage Steenholdt har gjort for naturen – eller har planer om at gøre. ”Vi har en lille udyrket kile, hvor der ligger nogle store træstammer, der egentligt skulle saves op. De får lov at ligge hen som insektbolig. Det samme gælder visne grene i hegnet, som jeg normalt også ville fjerne. Det har vist sig at have stor værdi for naturen – og ingen omkostninger for mig” fortæller Sven-Aage Steenholdt. 

Også to asketræer, som er gået ud, får lov at stå. Han indrømmer samtidig blankt, at det kræver tilvænning at lade tingene være: ”Det ser jo ikke så ordentligt ud. Men vi har ændret vores syn på tingene.” 

Og han har da også flere tiltag i ærmet – bl.a. blomsterstriber bag ved stalden og i kanten af græsplænerne omkring gården. Langs et af de levende hegn har han planer om at lave en bræmme, der ikke skal dyrkes. Det vil både give plads til flere planter og give hegnet plads til at brede sig. På en skrænt vil han blotlægge et spor med rendegraveren til bl.a. jordbier.

Billede 1

”At passe på naturen er en opgave, som vi landmænd bør påtage os,” mener Sven-Aage Steenholdt, som her ses ved sin stenbunke, der skal danne bolig for masser af insekter. Foto: SEGES

Naturtiltag er en opgave vi som landmænd bør påtage os

Alt i alt har det overrasket Sven-Aage Steenholdt, at der er så mange muligheder for at hjælpe naturen på ejendommen, uden at det kræver den store indsats og store investeringer. 

”For os er det her noget, vi kan forholde os til. Og min samlever Lene er blevet ligeså optaget af det. Der er virkelig en glæde ved at gå og lave de her tiltag sammen, forklarer han og slår fast: 
”Vi kan ikke redde det hele – men mange bække små osv. Og så mener jeg, at det er en opgave, vi som landmænd bør påtage os – at vi passer på naturen. Ellers kan vi jo ikke dyrke den fremadrettet.” 

Hvad er et Naturtjek?

Ved et Naturtjek får du besøg af en specialuddannet naturkonsulent, som sammen med dig gennemgår bedriften. Naturtjekket giver dig overblik over, hvordan du kan tilgodese naturen på din ejendom. Du får helt konkrete anbefalinger til, hvordan du bedst kan beskytte, forvalte eller etablere ny natur på bedriften, så du opnår bedst muligt samspil mellem naturindhold, driftspraksis, regler/tilskud og økonomi. 

Med et Naturtjek har vi fokus på at finde de løsninger, der passer bedst til den enkelte bedrift, så natur og driftspraksis går op i en højere enhed. 
Hvis du er interesseret i at få lavet et Naturtjek på din ejendom, så Læs mere om Naturtjek. 

Vil du vide mere?

Støttet af