Planter

Tiden er moden til præcisionssprøjtning

Resumé

ERFA-gruppen ’Ambitiøs præcisionssprøjtning’ har i 2021 igangsat brug af gradueret tildeling af svampe- og vækstreguleringsmidler. De kunne med det udstyr de havde til rådighed, både nyt og ældre udstyr, opstarte og gennemføre gradueret tildeling. 

ERFA-gruppen ’Ambitiøs præcisionssprøjtning’ blev oprettet i et samarbejde mellem Sønderjysk Landboforening og SEGES. Gruppen består af landmænd/driftsledere fra 11 ejendomme, alle med et ønske om at komme i gang med at anvende præcisionsteknologier indenfor planteværnsområdet. 

I efteråret 2020 udvalgte hver enkelt deltager nogle sprøjteopgaver, som de havde ønske om at gennemføre i foråret 2021. Ønskerne bestod især i at kunne foretage gradueret tildeling af svampe-, og vækstreguleringsmidler i korn og frøgræs. Det blev besluttet at CropManager skulle benyttes som managementværktøj. 

Alle deltagere kom i mål med graduering i 2021, og deres vurdering var at CropManager var nemt at bruge og at tidsforbruget til oplæring var rimeligt. Nogle få ville dog fortsat gerne have planteavlskonsulenterne til at danne tildelingskort.

Alder og specialisering af det tekniske udstyr, der blev anvendt, var meget forskelligt, men fælles var, at alle fik gennemført de ønskede behandlinger. Dette er med til at fastslå den forventning der har været, nemlig at det oftest er muligt at komme i gang med præcisionssprøjtning med det eksisterende udstyr på ejendommen.

Projektet er støttet af ’Partnerskab for præcisionssprøjtning’ fra Miljøstyrelsen.

Vil du vide mere?