Økonomi og ledelse

Case: Torben vil undgå bakkeulykker med traktoren og bobcat’en

På Holmegaard ved Sæby vil de undgå bakkeulykker, som der sker for mange af i landbruget. Derfor har bedriftsejeren Torben Farum fået monteret et intelligent kamera på de køretøjer, han bruger mest.

Intelligent kamera hjælper med at undgå bakkeulykker

Torben Farum sætter sin Case Puma-traktor i bakgear, så han triller baglæns hen over gårdspladsen på Røllenvej ved Sæby. På intet tidspunkt kigger han sig over skulderen. Han drejer blot hovedet lidt mod højre og kan nu konstatere, at der på en skærm i styrehuset nu registreres to personer nogle meter bag traktoren. De bliver indrammet af en rød firkant, og en advarselstone begynder nu at hyle. Torben er ikke i tvivl om, at han skal stoppe.

”Det virker, som det skal, og det har det sådan set gjort, siden jeg fik det installeret omkring jul. Det er betryggende at vide, at når vi kører med vores traktor og vores bobcat, så advarer kamera og alarm, hvis der er nogen, som befinder sig bag køretøjet.”

Intelligent kamera hjælper med at undgå bakkeulykker

De lavthængende frugter

For Torben Farum, ejer af Holmegaard, er sikkerhed på arbejdspladsen at tage fat på det konkrete. En ting ad gangen.  

”Er der møg på gangene i stalden, så gør vi rent, så vi ikke falder i det. Og nu var turen så kommet til traktoren, og jeg kan jo egentlig ikke forstå, at kamerateknologi ikke for mange år siden er blevet en del af standardudstyret. Men så fandt jeg heldigvis selv en leverandør, som kunne montere det til en fair pris,” forklarer Torben Farum. 

Han er motiveret af at skabe en sikker arbejdsplads for sig selv og sine medarbejdere, og han husker alt for godt flere tragiske bakkeulykker i landbruget, også i det nordjyske.

Torben Farum, ejer af Holmegaard

Rådgiver: Stor ros for at tage ansvar for arbejdsmiljøet

Karin Møller Larsen er rådgiver ved LandboNord, og hun var en af de to testpersoner, som havde mod til at stille sig bag traktoren, da Torben bakkede. Hun roser det ansvar, Torben Farum påtager sig ved at fokusere på sikkerhed omkring maskinerne. 

”Hver enkelt bedrift er forskellig, og sikkerhed er vigtigt i så mange forskellige arbejdssituationer i landbruget, så alene det, at de her på Holmegaard har fokus på det, er bare utroligt prisværdigt. Og det er godt at se, at den teknologi, Torben har valgt, fungerer,” siger Karin Møller Larsen. Hun er normalt rådgiver for kvægbedrifterne, hvor der også sker mange ulykker, men maskinulykkerne er særlige, fordi de kan være så voldsomme. 

”Derfor er det skønt, at Torben sætter fokus på det, og at det virker efter hensigten.”

Traktor på gårdsplads

SEGES Innovation: Bakke-ulykker er ofte alvorlige

Per Jørgensen er arbejdsmiljøkonsulent hos SEGES Innovation, og han er ligeledes glad for, at Torben Farum nu bliver advaret, når han bakker med sine maskiner. For netop maskinerne er oftest impliceret i de værst tænkelige ulykker i landbruget.

”Dødsulykkerne i landbruget er ofte med enten stationære maskiner eller køretøjer. For køretøjs-ulykkerne gælder det somme tider, at en person bliver klemt mellem en påhængsvogn og traktoren, eller at chaufføren rammer en person, som han overser i traktorens blinde vinkler,” forklarer Per Jørgensen.

Nogle af de ulykker, der fokuseres mest på, er dem, hvor børn er blevet dræbt. Men Per Jørgensen fortæller, at også seniorer er i risikogruppen.

”Det kan eksempelvis være faren, som stadig hjælper til på gården efter et generationsskifte, og så vil han lige smutte bag traktoren eller igennem porten, inden traktoren sætter i gang. Og så undervurderer han måske, at han ikke er helt så hurtig mere. Og så går det tit rigtig galt,” siger Per Jørgensen, som dog glæder sig over, at mange af de nye maskiner fås med kamerateknologi.

”Jeg har besøgt en del maskinforhandlere, og jeg kan se, at kamerateknologi er en mulighed til en overkommelig pris på de nye maskiner. Men det er også mit indtryk, at kameraerne er udviklet ud fra et funktionshensyn og ikke nødvendigvis med et sikkerhedshensyn,” udtaler Per Jørgensen, som opfordrer landmænd, der investerer i nye maskiner til at undersøge mulighederne godt.

Se video: Kamerateknologi mod alvorlige bakkeulykker:

Vil du vide mere?

Støttet af