Brandbægerforgiftning hører til de mest udbredte planteforgiftninger hos husdyr og særligt heste er meget følsomme overfor giftstofferne. Vi har Danmark haft få akutte forgiftninger af heste. Mere almindeligt har været snigende og langvarige kroniske forgiftninger, hvor hesten ender med at dø eller må aflives.
Brandbægeren står ofte i fuldt flor mange steder sidst på sommeren, og udgør en reel risiko for hestene. Planten trives især på sandet jord i grøfter, vejkanter og langs skovbryn. I frisk tilstand undgår de fleste heste normalt at æde de giftige brandbæger. Men når planterne er tørret, mister de den bitre smag, og ædes gerne af heste.
Findes der en del brandbæger i folden, bliver de typisk knækket af hestene ved deres færden rundt på marken, og så er der risiko for, at hesten kommer til at æde tørrede brandbægerplanter. Ved græsmangel ses det også at heste æder de friske brandbægere.
Indgår der hø eller wrap fra disse arealer i fodringen, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på, om der er tegn på brandbæger i foderet inden udfodring, netop fordi hestene ikke selv kan fravælge de giftige planter når de er tørret.
Ved akut forgiftning hos heste ses, at hesten går i chok, sveder og puster får en usikker gang og mister orienteringsevnen. Behandling skal indsættes hurtigt.
Ved en kronisk forgiftning er et meget almindeligt symptom på brandbæger forgiftning er, at hesten vakler usikkert rundt, presser hovedet mod væggen eller trykker hovedet mod jorden, mister appetitten. Forløbet er ofte kronisk over flere måneder og ofte dør hesten eller må aflives.
Ved blodprøver vil leverværdierne være forhøjet ligesom leverfunktionen vil være abnorm.
Der er udført forsøg, hvor indhold af 10 % engbrandbæger i foderet, som bestod af lucernehø, har givet forgiftning indenfor 50-150 dage. I en dansk undersøgelse blev der observeret forgiftning hos heste, der blev fodret med 0,5 kg vårbrandbæger pr dag i 21 dage.
Engbrandbægeren vokser særligt på frodige, halvfugtige enge og findes udbredt i hele landet.
Planten er 30-100 cm høj, med stive, seje stængler og kraftige rødder. Tilhører kurvblomstfamilien og har gule blomster, der er samlet i en halvskærm. Bladene er fjersnitdelte med brede afrundede flige. Når blomsterne er sprunget ud, ses tungeformede udstående randkroner.
Engbrandbægeren blomstrer i juli-september. Blomstringen sker først i plantens 2. leveår. Indholdet af de giftige alkaloider (PA stoffer) angives til at være højest i juni-september, hvorefter indholdet af de giftige stoffer falder lidt.
Engbrandbægeren regnes for den giftigste af brandbægerne. De forskellige brandbæger arter kan krydsbestøve hinanden og der kan opstå krydsninger mellem arterne, som kan være svære at artsbestemme, men alle brandbægerne er giftige.
Brandbægerne har en bitter smag og græssende dyr undgår normalt planterne, men enkelte dyr kan få smag for planten og målrettet afbide denne, hvilket bl.a. er set ved heste.
Planten indeholder et alkaloid, der ikke i sig selv er giftigt, men som nedbrydes til de meget giftige PA stoffer i dyrenes fordøjelsessystem, hvilket giver anledning til varige leverbeskadigelse, ved blandt andet at forhindre levercellerne i at dele sig.
Giftvirkningen holder sig i brandbægere, der bliver konserveret i hø, wrap eller ensilage, hvorimod den bitre smag forsvinder og forgiftning via grovfoderet er derfor langt mere almindeligt end via de friske planter. Giften bliver op akkumuleret dvs. giftstofferne ophobes i organismen, til dødelig dosis nås, selv om dette sker over en lang periode.
I en dansk undersøgelse blev der observeret forgiftning hos heste, der blev fodret med 500 gr vårbrandbæger dagligt i 3 uger. Ved engbrandbæger er de toxiske mængder væsentligt mindre.
Kvæg kan også blive forgiftet af brandbæger, men er ikke så følsomme overfor giftstoffet i brandbægerne som tilfældet er for heste.
Får er ikke nær så følsomme for forgiftning med engbrandbæger som tilfældet er hos kvæg og heste. Undersøgelser med får har vist, at de kan tåle 10 gange mere engbrandbæger end tilfældet er for kvæg, uden at der opstår forgiftning. Det skyldes, at fårene har en anden afgiftningsmekanisme i leveren end kvæg. Visse steder, hvor kemisk bekæmpelse af brandbæger ikke er muligt, og hvor marken ikke må lægges om, anvendes fåregræsning målrettet til bekæmpelse af planten.
Brandbægerforgiftning kan forebygges, ved at planternes fjernes med det samme, de observeres på marken og inden de sætter frø, så antallet af brandbægerplanter til næste år ikke accelererer.
Planterne skal helst rykkes op og fjernes helt fra marken. Man skal ikke lade planterne ligger tilbage på marken, da de stadig er giftige, når de er visnet og tørret og den bitre smag forsvinder – som normalt gør at dyrene ikke æder planten.
Eftersommeren er et godt tidspunkt at bekæmpe engbrandbægeren. Man skal dog være opmærksom på, hvorvidt der på de pågældende arealer er regler, der hindrer brug af kemisk bekæmpelse. Hvor det er muligt vil en pløjning og efterfølgende omlægning af græsmarken også være effektivt ved bekæmpelse af engbrandbægeren
Husk at kontakte en planteavlskonsulent, hvis du overvejer kemisk bekæmpelse af brandbæger.
Emneord