Jura, Fjerkræ, Grise, Heste, Kvæg

Ændringer i husdyrbrugloven pr. 1. januar 2021

De fleste af ændringerne er præciseringer. Hensigten er, at lovens tekst skal være mere lig VVM-direktivets tekst. Der er ikke tale om en ændret retsstilling.

Der er også ændringer i form af ophævede paragraffer. De ophævede bestemmelser er flyttet til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, fordi man har fundet det mest praktisk.

Du kan læse om de ændringer, der er sket i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen 1. januar 2021 i artiklen ”Ny husdyrgodkendelsesbekendtgørelse pr. 1. januar 2021” her på LandbrugsInfo.

Baggrunden for ændringerne i husdyrbrugloven pr. 1. januar 2021
Ændringerne er foretaget som led i en revision af Danmarks gennemførelse af VVM-direktivet. Direktivet er hovedsageligt gennemført i miljøvurderingsloven, men der er også bestemmelser i husdyrbrugloven, som gennemfører direktivet for så vidt angår konkrete projekter om intensiv husdyravl. (Danmark har siden 2007 valgt separat at implementere projekttypen intensiv husdyravl i særskilte regler i husdyrbrugloven).
Revisionen er sket på baggrund af kritik fra EU-kommissionen af den måde, Danmark har gennemført VVM-direktivet på. Kritikken er fremsat i en såkaldt åbningsskrivelse, som Danmark modtog i 2019. 

Ændringerne i husdyrbrugloven er vedtaget ved lov nr. 2192 af 29.12.2020 om ændring af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. 

Se hele den ændrede husdyrbruglov i Regelinfo.

Ændringer i husdyrbrugloven pr. 1. januar 2021

  • 2. punktum i den hidtil gældende lovs § 2, stk. 3 anses for unødvendigt, da bemyndigelserne i §§ 5 a – 5 c dækker fastsættelse af regler for anvendelsen af gødning. 

    Stk. 3 så sådan ud før:

    ” Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at visse husdyrbrug, anlæg og dyrearter ikke er omfattet af loven.  Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at anvendelse af gødning i mængder under en vis grænse ikke er omfattet af loven.”

  • Det fremgår nu af definitionen, at den omfatter såvel den brede offentlighed som den berørte offentlighed. (Den hidtil gældende bestemmelse omtalte alene VVM-direktivets definition af ”den berørte offentlighed”). 

    Præciseringen svarer til den præcisering af ”offentligheden”, som er sket i miljøvurderingsloven pr. 1. januar 2021.

    Der er tale om en videreførelse af den nuværende retsstilling.

    Definitionen:

    Offentligheden: 
    Dette omfatter følgende to grupper:

    a) Den brede offentlighed: en eller flere fysiske eller juridiske personer eller foreninger, organisationer eller grupper.

    b) Den berørte offentlighed: Den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b. Dette omfatter også
    ikkestatslige organisationer og foreninger, der har beskyttelse af landskab, kulturarv, natur eller miljøinteresser som formål, hvis foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer. 

  • Efter ”særlige tilfælde” er indsat: 

    ”f.eks. med hensyn til projektets art, kompleksitet, placering eller dimensioner.”

    § 54 j, stk. 2 ser nu sådan ud:

    ”Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde, f.eks. med hensyn til projektets art, kompleksitet, placering eller dimensioner, forlænge fristen efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt underrette ansøgeren om årsagerne til forlængelsen af fristen og om, hvornår kommunalbestyrelsen forventer at træffe afgørelse.” 

    § 54, stk. 1:

    ”Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om godkendelse efter § 16 a, stk. 4, eller tilladelse efter § 16 b hurtigst muligt og senest 90 dage fra den dag, hvor ansøgeren har fremlagt tilstrækkelige oplysninger om det ansøgtes indvirkning på miljøet. Hvis kommunalbestyrelsen har vurderet, at det ansøgte er omfattet af § 55, skal alene afgørelsen herom træffes inden for fristen.”

  • Efter den hidtil gældende husdyrbruglov § 54 j, stk. 3 kunne miljøministeren fastsætte regler om annoncering af afgørelser omfattet af § 54 j, stk. 1, dvs. screeningsafgørelser. Denne bemyndigelse er nu flyttet til § 56 a, stk. 3.

  • Bestemmelserne i den hidtil gældende lovs § 55, stk. 2-5 om inddragelse af offentligheden og annoncering er ophævet. Disse bestemmelser er flyttet til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

  • § 56, stk. 1 er ændret, så henvisningen til offentlighedsbestemmelserne i § 55 er udgået og erstattet af en henvisning til lovens § 55. ”Offentlighedsbestemmelserne i” er altså udgået, så der alene er tale om en henvisning til § 55. 

    Ændringen er sket som konsekvens af, at § 55, stk. 2-5, er ophævet. Retsstillingen er fortsat, at godkendelser og tilladelser, der ikke kan medføre væsentlig indvirkning på miljøet, og som derfor ikke er omfattet af VVM-pligt, er omfattet af krav om naboorientering, jf. § 56, stk. 1.

    § 56, stk. 1 ser nu sådan ud:

    ”Godkendelser og tilladelser efter denne lov, som ikke er omfattet af § 55, kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til naboerne til den omhandlede ejendom.”

    § 55:

    ”Kommunalbestyrelsen skal inden for en rimelig frist træffe afgørelse om godkendelse efter § 16 a, stk. 1 og 2, samt om godkendelse efter § 16 a, stk. 4, og tilladelse efter § 16 b, der kan medføre væsentlig indvirkning på miljøet.”

  • Ordet ”tillige” er udgået af bestemmelsen. Ændringen er sket om konsekvens af, at § 55, stk. 5 er ophævet. Dermed er der ingen ændring i den gældende retsstilling. 

    Kommunen skal altså fortsat meddele afgørelser omfattet af § 54 j, stk. 1, og § 55, der kan påklages, til klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 84-87, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. 

    § 56 a, stk. 1 ser nu sådan ud:

    ”Afgørelser omfattet af § 54 j, stk. 1, og § 55, der kan påklages, meddeles klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 84-87, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 87, når de har anmodet miljø- og fødevareministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 62.”

  • Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om inddragelse af offentligheden og berørte myndigheder samt om annoncering. 

    Bemyndigelsesbestemmelsen er nu præciseret, så det udtrykkeligt fremgår, at bestemmelsen også omfatter annoncering af afgørelser omfattet af § 54, j, stk. 1 - screeningsafgørelser.
    Bemyndigelsesbestemmelsen i den hidtil gældende § 54 j, stk. 3, som nu er ophævet, videreføres dermed.

    § 56 a, stk. 3 ser nu sådan ud:

    ”Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om offentlighedens og berørte myndigheders inddragelse og om annoncering i sager omfattet af §§ 54 j-56 og visse afgørelser i sager om revurdering efter §§ 40 og 41 samt andre afgørelser vedrørende husdyrbrug, der træffes efter miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, og i afgørelser vedrørende bedrifter med arealer, som modtager husdyrgødning.”

  • Bestemmelsen er præciseret, så det fremgår, at ministeren fastsætter regler om inddragelse af offentligheden i forbindelse med afgørelser om husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og forhold forbundet med husdyrhold eller anvendelse af gødning m.v. i en anden stat, som kan få indvirkning på miljøet i Danmark, for at opfylde Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser. 

    Ændringen indebærer ingen ændring af den gældende retstilstand.

Vil du vide mere?

Støttet af