KvægInfo nr. - 2128

Oprettet: 20-09-2010

Lav temperatur giver langsom gæring i majsensilage

Majs ensilerer langsomt, hvis temperaturen er tæt på frysepunktet, men stabiliteten og kvaliteten er alligevel god bortset fra højere ethanolindhold.


Det viste resultaterne i et svensk forsøg af Pauly (2010), hvor formålet var at finde en indikation af, hvad minimumstemperaturen må være, for at gæringen i ensilagen ikke går i stå. Forsøget byggede på majs høstet og ensileret i 2008 og 2009. I 2008 blev ensilageprøverne opbevaret ved temperaturer på 6, 12 eller 18° C og desuden blev enkelte ensilageprøver flyttet fra 6° C til 18 °C efter 45 dage for at se, hvilken effekt temperaturstigning vil have på ensileringsprocessen. I 2009 blev ensilagen opbevaret ved 2, 6, 12 og 20° C. Majsen ensileret i 2008 havde en tørstofprocent på 21,3 og et stivelsesindhold på 15,6%, mens majsen ensileret i 2009 var noget længere fremme i sin udvikling og havde en tørstofprocent på 29,3 og et stivelses indhold på 19,9 %.

Velgæret ensilage
Ensilageprøverne blev analyseret efter 45 dage, mens prøverne, der var blevet udsat for temperaturstigningen, blev analyseret efter 106 dage. Samtlige ensilageprøver var velgærede, men der var forskel på dem. Mælkesyreindholdet var højest ved ensilage opbevaret ved 18° C og lavest ved ensilage opbevaret ved 6° C. Mælkesyreindholdet steg i de prøver, der blev flyttet fra 6° C til 18° C og nåede op på samme niveau som prøverne, der havde været opbevaret ved 18° C hele tiden. Ammoniaktallet for ensilage opbevaret ved 6° C var lavere end for majsensilage opbevaret ved højere temperaturer, men alle var stadig på lave niveauer.

pH falder hurtigere ved højere temperatur
Majsensilage opbevaret ved 12° C eller 18° C havde et hurtigere fald i pH efter ensilering end ensilage ved 6 °C. Faktisk steg pH lige efter ensilering ved den lave temperatur. Under ensileringens første fase, også kaldet den aerobe fase, er plantecellerne stadig levende, og der bruges ilt ved plantecellernes respiration. Denne respiration kan blive hæmmet af lave temperaturer. Den lave temperatur vil betyde, at den aerobe fase varer længere, og dermed går der længere tid, før mælkesyrebakteriernes vækst og reduktionen i pH kan begynde.

Udover et hurtigere fald i pH ved højere temperaturer, var den endelige pH i ensilagen lavere end pH i ensilage opbevaret ved en lavere temperatur.

Temperaturstigninger kan betyde ændring af ensilagens pH
De ensilageprøver, der blev opbevaret ved 6° C og efter 45 dage flyttet til en opbevaringstemperatur på 18° C, endte med at have samme pH som ensilagen, der havde været opbevaret ved 18° C gennem hele forløbet. Temperaturstigningen stimulerer således mælkesyrebakteriernes vækst og det vil gøre, at pH bliver sænket.

Gæringen kan gennemføres ved en temperatur på 6° C
Resultaterne viser, at det kan lade sig gøre at få en succesfuld gæring i ensilagen ned til en temperatur på 6° C og måske endda lavere. Eneste minus var, at indholdet af ethanol steg til det dobbelte niveau ved lav temperatur.

Kilder
Pauly, T. (2010): Minimum temperature for the successful fermentation of corn silage. I: Proceedings of the 1st Nordic Feed Science Conference, 22-23. juni 2010, Uppsala, Sweden. Rapport 274, pp.103-106.

Pedersen, E. J. N. (1972): Ensileringsprincipper. Landbrugets informationskontor.

 

Sidst bekræftet: 24-09-2017 Oprettet: 20-09-2010 Revideret: 20-09-2010

Forfatter

Kvæg
Afdelingsleder

Rudolf Thøgersen

Sundhed og produktion


Mette Kyrstein

Af samme forfatter

Skal jeg bruge ensileringsmiddel – og i givet fald hvilket?
Se listen over markedsførte ensileringsmidler i Danmark, få svar på hvordan de forskellige typer ensileringsmidler virker o...
04.05.20
Pas på ved højt sukkerindhold i 1. slæt
Høj sol om dagen og kolde nætter kan give et meget højt sukkerindhold i 1. slæt. Det kan enten give problemer med varmedan...
17.04.20
Kløvergræsensilage 2019, konventionel, sammenligning mellem slæt
På denne side vises en sammenligning af foderværdien for forskellige slæt af analyseret konventionel dyrket kløvergræsensil...
09.02.20
Kløvergræsensilage 1. slæt 2019, konventionel
På denne side vises en oversigt over den aktuelle foderværdi af konventionel dyrket første slæt kløvergræsensilage. Dvs. No...
09.02.20
Majsensilage 2019, konventionel
På denne side vises en oversigt over den aktuelle foderværdi af konventionel dyrket majsensilage. Dvs. NorFor fodergruppe 6...
09.02.20