Feedback Form

Giftige planter 

Oprettet: 13-05-2002

Reproduktionsproblemer på grund af østrogenlignende stoffer i bælgplanter

Høj andel bælgplanter i foderrationen kan give reproduktionsproblemer hos kvæg, får og hest.

Rødkløver er en gammel kulturplante med en række værdifulde dyrkningsegenskaber, men planten indeholder også fytoøstrogener. En høj andel rødkløver i foderrationen kan dog give reproduktionsforstyrrelser hos husdyr.

I udlandet er der påvist en sammenhæng mellem fodring med kløver eller lucerne og nedsat frugtbarhed hos får og kvæg. Sammenhængen skyldes en høj naturlig forekomst af østrogen lignende stoffer i disse fodermidler. Hvidkløver og lucerne har dog så lavt et indhold af disse planteøstrogener, at det næppe er noget problem i praksis. Derimod kan rødkløver medføre midlertidig ufrugtbarhed hos får og kvæg og formodentligt også hos heste. I ekstreme tilfælde er der påvist permanent ufrugtbarhed hos får som følge af fodring med rødkløver. Fosformangel, svampeangreb og frost kan øge afgrødens indhold af østrogenlignende stoffer, mens konservering til hø eller fortørring til ensilage tilsvarende kan reducere afgrødens indhold af disse uønskede stoffer.


Hvad er fytoøstrogener?
I mange forskellige planter er der påvist indhold af forskellige østrogener som ligner kønshormonet østrogen. Indholdet af østrogen varierer i de forskellige kløver og lucerne sorter. I hvidkløver og lucerne er indholdet af østrogenlignende stoffer kun 10-20% af niveauet i rødkløver og har næppe praktisk betydning. Det er derimod dokumenteret, at indholdet af østrogen i rødkløver kan være så højt at fodringen med rødkløver giver fertilitetsproblemer hos kvæg og får.

Desværre er der ikke i litteraturen beskrevet tilsvarende undersøgelser om planteøstrogenernes indflydelse på reproduktionsforholdene hos heste. Man ved imidlertid at i drøvtyggerens vom bliver nogle af planteøstrogenerne nedbrudt til stoffer uden østrogeneffekt, mens andre typer af planteøstrogener, bliver omdannet til forbindelser med en højere østrogeneffekt end udgangsmaterialet. Samtidig er heste generelt meget følsomme overfor selv meget små hormonelle påvirkninger i forbindelse med brunsten. Det kan derfor ikke udelukkes, at en høj andel rødkløver i foderet også til heste kan give problemer.

Østrogen indholdet falder ved fortørring
Kløverens indhold af naturlige østrogener er højest om foråret. Midt på sommeren falder indholdet af østrogenlignende stoffer for igen at stige om efteråret. Mest markant er dette fald ved blomstring hvor koncentrationen falder kraftigt. Yderligere reduktion i afgrødens indhold af fytoøstrogener kan opnås ved fortørring til ensilage og høfremstilling, hvilket kan reducere indholdet af fytoøstrogener med henholdsvis 25 % og 70 %. Udfodring af hø fremstillet af græs med en blanding af rødkløver vil derfor normalt ikke give problemer.

Vækstbetingelserne påvirker også rødkløverens indhold af østrogenlignende stoffer. Undersøgelser har således vist, at hvis afgrøden har været udsat for frost i vækstperioden eller har synlige tegn på fosformangel kan det øge afgrødens indhold af planteøstrogener væsentligt. Afgrøder udsat for frost kan således have fordoblet indhold af planteøstrogener og tilsvarende kan fosformangel øge indholdet af planteøstrogener med 30-50%.

Symptomer på østrogeneffekt
De reproduktionsmæssige forstyrrelser som der er beskrevet hos husdyr, forårsaget af planteøstrogener, er uregelmæssig eller manglende brunst og manglende ægløsning. Når det østrogenholdige foder bliver fjernet vil dyrene normalt genvinde reproduktionsevnen indenfor 4-6 uger, hvorfor tilstanden kaldes midlertidig infertilitet. Hos får der græssede rødkløver i bedækningsperioden fandtes der karakteristiske tegn på midlertidig infertilitet, også i de to efterfølgende cykler hvor fårene græssede alm. hvidkløvergræs

Langvarig udfodring med østrogenholdigt foder kan dog medføre yverudvikling og mælkeagtig sekretion hos ikke drægtige får og køer. Andre symptomer er hævelse af de ydre kønsorganer. Disse synlige tegn er et vigtigt symptom på, at foderet har en østrogen virkning.

Hvor meget rødkløver kan dyrene tåle
For kvæg er det i praksis kun sjældent ,at der sker en overskridelse af risikogrænserne. Kløvergræsmarker med høj andel rødkløver, dvs over 50 % af plantebestanden, bør ikke anvendes som eneste foder, heller ikke til afgræsning med kvier eller ammekøer, umiddelbart før brunst. Op til 5 Fe dagligt af rødkløver/græsensilage bør ikke give problemer ved malkekøer.

Får er mere følsomme overfor østrogenholdigt foder end tilfældet er med kvæg. Særligt i løbningsperioden bør man undgå afgræsning af marker med mere end 30% rødkløver. Tilskud af sojaskrå (sojaskrå indeholder også østrogenlignende stoffer) i kombination med afgræsning af rødkløver bør undgås.

For heste der fodres med rødkløver, foreligger der ikke nogle rapporter om reproduktionsproblemer. Dette kan dog udmærket skyldes, at forholdene blot ikke er undersøgt for heste.

Indtil der foreligger forsøgsresultater med heste, vil det være tilrådeligt at anvende de mest restriktive anbefalinger ud fra de forsøg der er lavet med andre dyrearter.

I græsblandinger til drægtige søer bør der ikke anvendes rødkløver.



Giftige planter nr.: 15

Landbrugets Rådgivningscenter

Sidst bekræftet: 13-05-2002 Oprettet: 13-05-2002 Revideret: 13-05-2002

Forfatter

Kvæg
Landskonsulent, Heste

Eric Clausen

Heste


Af samme forfatter

Pas på ”agernforgiftning” hvis du har egetræer i folden
Med jævne mellemrum danner egetræer særligt mange agern, sådanne år kaldes oldenår. I år tegner til at blive et oldenår. Bå...
11.10.18
Ahornforgiftning
I de senere år har der været flere tilfælde af Atypisk Myopati (Ahornforgiftning) også kaldet EAM hos heste i Europa. Der e...
20.09.18
Purchase contract / købekontrakt på engelsk
Purchase contract for the sale of horses.
07.09.18
Tørkeramte græsarealer skal i gang igen
Tørken har været hård ved græsmarkerne, som mange steder har været helt afbrændte af solen, de høje temperaturer og vandman...
16.08.18