Feedback Form

Værd at vide om skat 

Oprettet: 19-11-2018
Revideret: 05-11-2019

Julefrokost og julegaver

Julen står for døren, og her vil mange arbejdsgivere gerne tilgodese ansatte med en firmajulefrokost og en julegave. Men hvordan ser det egentlig ud med fradragsmulighederne, og hvad med moms?

Julefrokost til ansatte
Hvis du gerne vil invitere dine ansatte og måske også deres ægtefæller ud til en julefrokost med spisning og live-musik og eventuelt også efterfølgende overnatning på hotel, er der fradrag for udgiften som en personaleudgift. Når du selv deltager til julefrokosten sammen med alle ansatte, er der også fradrag for udgiften til din deltagelse.

Som arbejdsgiveren har du også fradrag for udgifter til en julefrokost, der vedrører ulønnede medhjælpere. Men der er ikke fradrag for en udgift til julefrokost for en ejer uden ansatte. Her er der nemlig ikke tale om en driftsudgift altså en udgift for at ”erhverve, sikre og vedligeholde” indkomsten. Hvis der deltager samarbejdspartnere i julefrokosten, skal dette behandles som repræsentation, hvor der kun er fradrag for 25 % af udgifterne.

For de ansatte er der tale om et skattefrit personalegode, når arrangementet har et rimeligt omfang og varighed. Den ansatte skal altså ikke beskattes.

Hvad med momsen ved julefrokoster?
Hvis julefrokosten holdes på en restaurant, et hotel eller andet, kan der foretages fradrag for 25 % af momsen af udgifterne til bespisning i momsregnskabet. Dette gælder også for bespisningsudgifter for arbejdsgiveren og dennes ægtefælle. Derimod kan der ikke trækkes moms fra, hvis julefrokosten afholdes i virksomhedens egne lokaler. Momsen af udgifter til musik og underholdning kan ikke fratrækkes i momsregnskabet. I det omfang der ikke er fradrag for momsen i momsregnskabet, indgår momsbeløbet i den udgift, som arbejdsgiveren skattemæssigt har fradrag for.

Julegaver til ansatte
Udgiften til virksomhedens julegaver er en personaleudgift, der kan trækkes fra i skatteregnskabet.

En arbejdsgiver kan give en ansat gave for op til 1.200 kr. i 2019, uden af den ansatte skal beskattes af gavernes værdi. Hvis værdien er mere end de 1.200 kr., skal den ansatte beskattes af hele beløbet. Her tælles alle gaver med, som den ansatte har fået i løbet af året. Arbejdsgiveren kan altså godt give en julegave, der har en værdi på op til 1.200 kr. Men så skal hele beløbet beskattes, hvis arbejdsgiveren det pågældende år også har givet andre gaver.

Der er også en særlig ”800 kr.”-regel. Hvis en julegave har en værdi på højst 800 kr., skal den ansatte ikke beskattes af julegavens værdi, selvom den ansatte i løbet af året har fået gaver for mere end de 1.200 kr. Hvis arbejdsgiveren f.eks. i løbet af året har givet gaver for 500 kr., og til jul giver en gave på 800 kr., skal den ansatte ”kun” beskattes af 500 kr. Julegaven til 800 kr. er skattefri.

Julegaver til mere end 1.200 kr. er altid skattepligtige. Giver en arbejdsgiver således en julegave til mere end 1.200 kr., skal arbejdsgiveren opgive beløbet til SKAT som en del af lønnen og kan trække hele udgiften fra som driftsomkostning. Julegaven er kun skattefri, hvis det er en tingsgave. En ansat skal altså altid betale skat af gaver i form af kontanter og gavekort, der kan byttes til kontanter.

Hvad med momsen på julegaver?
Momsen af udgifter til julegaver til virksomhedens ansatte kan ikke fratrækkes i momsregnskabet. Men arbejdsgiveren har skattemæssigt fradrag også for momsudgiften.

Sidst bekræftet: 05-11-2019 Oprettet: 19-11-2018 Revideret: 05-11-2019

Forfatter

Jura og Skat
Afdelingsleder

Anna Boel

Jura & Skat, Skat


Af samme forfatter

Arbejdsgiverbetalt uddannelse – sådan er reglerne
En arbejdsgiver har altid fradrag for udgifter til uddannelse og kurser for personalet. Det gælder, uanset om uddannelsen e...
04.11.19
SKATM-2019-11-12. Virksomhedsordningen. Indskud på pensionsordning. Ikke hævning
Landsskatteretten fandt, at midler fra virksomhedsordningen kunne indskydes på en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A, d...
11.10.19
SKATM-2019-11-11. Investering af midler fra virksomhedsordningen i et § 19 selskab
Skatterådet bekræftede, at investering i et selskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 ikke skulle anses som en ...
20.09.19
SKATM-2019-14-06. Omvalg. Fordeling af gæld. Virksomhedsordningen. Ikke godkendt tabsfradrag
A kunne ikke omvælge placering af et lån fra virksomhedsordningen til privat i et tilfælde, hvor han var nægtet fradrag for...
20.09.19
SKATM-2019-11-10. Kapitalafkastsatsen og rentekorrektionssatsen for indkomståret 2019
SKAT har for indkomståret 2019 beregnet kapitalafkastsatsen til 0 % og rentekorrektionssatsen til 3 %.
16.08.19