Feedback Form

Værd at vide om skat 

Oprettet: 26-08-2019

Få styr på overgangsordningen til det nye feriesystem

Overgangsperioden til den nye ferielov træder i kraft allerede den 1. september 2019 og får betydning for alle lønmodtagere – og medfører nye krav for dig som arbejdsgiver.

Fra forskudt ferieår til samtidighedsferie

Den nye lov betyder, at ferie skal optjenes og afholdes løbende i det nye ferieår, som løber fra den 1. september til den 31. august året efter. Ferien vil kunne afholdes i ferieåret og i de efterfølgende fire måneder frem til 31. december, dvs. i ferieafholdelsesperioden. Lønmodtagere vil ligesom i dag optjene ret til 2,08 dages betalt ferie pr. måneds ansættelse, svarende til 25 dages ferie om året. 

 

Hvorfor en overgangsordning?

Formålet med overgangsordningen er at sikre, at dine medarbejdere kan afholde op til fem ugers betalt ferie i overgangsåret – uden at du som arbejdsgiver risikerer at skulle udbetale op til ti ugers ferie på ét enkelt år.

 

Ferie, der optjenes i perioden 1. september 2019-31. august 2020, indefryses. Det betyder, at du som arbejdsgiver ikke må udbetale de opsparede feriemidler direkte til dine medarbejdere. Feriemidlerne skal derimod indbetales til en nyoprettet fond – Lønmodtagernes Feriemidler.

 

Du skal senest den 31. december 2020 indberette de feriemidler, som dine medarbejdere har til gode. De tilgodehavende feriemidler omfatter feriedage og feriebetaling optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 og beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 % af lønnen. Har du indberettet de tilgodehavende feriemidler til FerieKonto for dine timelønnede medarbejdere, vil det være FerieKonto, der foretager indberetningen til fonden.

 

Sådan indbetaler arbejdsgiver

I forbindelse med indberetningen skal du som arbejdsgiver som udgangspunkt indbetale de feriemidler, som dine medarbejdere har til gode, til fonden. Du kan dog vælge at beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden mod en årlig indeksering, indtil feriemidlerne forfalder til betaling. I forbindelse med indberetningen skal du tilkendegive, om du ønsker at forrente feriemidlerne selv, og derefter skal du årligt senest den 31. august bekræfte over for fonden, hvis du fortsat vil beholde de ikke-forfaldne tilgodehavende feriemidler i din virksomhed.

 

Hvornår udbetales feriemidlerne?

En lønmodtager kan først få sine indefrosne feriemidler udbetalt fra fonden, når vedkommende forlader det danske arbejdsmarked. De tilgodehavende feriemidler reguleret med en årlig tilskrivning udbetales automatisk af fonden, når lønmodtageren når folkepensionsalderen. En lønmodtager kan dog ansøge om udbetaling på et tidligere tidspunkt – blandt andet ved varigt ophold i udlandet, tilkendelse af førtidspension og overgang til efterløn.

 

Tilgodehavende feriemidler udbetales af fonden første gang den 1. oktober 2021.

 

Søg rådgivning

Hvis du er i tvivl om, hvordan overgangsordningen kommer til at påvirke din virksomhed, ferieplanlægningen, eller hvordan de nye regler om ferie på forskud kan anvendes til gavn for både dig og dine ansatte, kan du søge rådgivning hos din lokale rådgivningsvirksomhed, hvor du kan få vejledning om den nye ferielov.

Sidst bekræftet: 26-08-2019 Oprettet: 26-08-2019 Revideret: 26-08-2019

Forfatter

Jura og Skat
Konsulent

Maria Louise Dahl

Jura & Skat, Skat


Af samme forfatter

Pension for landmænd: Bliv guidet gennem pensionsordningerne
Få overblik over de vigtigste begreber på pensionsområdet, og bliv klogere på de forskellige pensionsordninger, der findes,...
12.09.19
REMINDER - 01.10.2019:Kursus i ansættelsesret: Opsigelse af medarbejdere og ferieloven
Kurset er for dig, som vil være helt skarp på håndteringen af opsigelsessituationen, og for dig, der vil være opdateret på ...
06.09.19
Ændret dato for kursus i ansættelsesret
Datoen for kurset i ansættelsesret ”Opsigelse af medarbejdere og ny ferielov” er ændret fra den 26. september 2019 til den ...
12.08.19
P 18-19 Sygedagpenge – forlængelse – afklaring af arbejdsevne
Kan der ske forlængelse af sygedagpengeperioden, når den sygemeldte har en uafklaret helbredstil-stand?
12.07.19
P 12-19 Seniorførtidspension – meget begrænset arbejdsevne – fleksjob – udviklingsperspektiv
Ved seniorførtidspension skal der alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de...
12.07.19