Økonomi og ledelse

Udtagningsmoms – vær opmærksom på de nye regler

Hvis man opfører bygninger til brug i sin momspligtige virksomhed, kan man trække moms fra på opførelsesudgifterne. Hvis man senere bruger bygningen til andre formål – f.eks. momsfri udlejning – skal den fratrukne moms betales tilbage lidt efter lidt. Denne regel og flere andre indenfor den såkaldte udtagningsmoms ændres pr. 1. juli 2021 – og det er vigtigt at være opmærksom for ikke at ende med en stor momsregning.

De gamle regler

Når en momspligtig virksomhed foretager indkøb, f.eks. køber varer eller investerer i fast ejendom, kan momsen på udgifterne trækkes fra, når formålet er at bruge indkøbet eller investeringen i den momspligtige virksomhed.

Hvis varerne eller investeringen senere anvendes til andre formål – f.eks. private eller momsfritagne formål, har momsloven to forskellige regelsæt, der skal sikre tilbagebetaling af den fratrukne moms:

Momsfradrag for investeringsgoder

Investeringsgoder er bl.a. driftsmidler, der koster over 100.000 kr., samt investeringer i fast ejendom. Når der er fratrukket moms af disse udgifter, skal momsen tilbagebetales i lige store rater i en 5- eller 10-årig periode efter købstidspunktet, hvis anvendelsen, indenfor denne periode, ændres til privat eller momsfritaget.

Hvis virksomheden lukkes, skal der reguleres på én gang for den resterende del af perioden. Ved momsfrit salg af investeringsgoder – f.eks. fast ejendom, skal der principielt også reguleres på én gang for resten af perioden. Her har en momsregistreret køber dog mulighed for at overtage reguleringsforpligtelsen.

Udtagningsmoms

Hidtil har der typisk skullet betales udtagningsmoms af privat eller momsfritaget brug af varer eller driftsmidler, hvor momsen er fratrukket ved indkøbet, men hvor varerne eller driftsmidlerne ikke er omfattet af reglerne om investeringsgoder.

Det kan f.eks. være privat brug af lagervarer, eller hvis et driftsmiddel, som har kostet under 100.000 kr., overgår til privat brug – f.eks. ved lukning af virksomheden.

Efter de hidtidige regler beregnes udtagningsmoms af indkøbs- eller kostpris. Ved udtagning af driftsmidler, findes en 5-årig lineær nedskrivning af værdien, som betyder, at der ikke skal betales udtagningsmoms af driftsmidler, når de udtages til privat brug efter periodens udløb.

Reglerne ændres

Hidtil har regler om investeringsgoder og regler om udtagning været skilt ad, men med de nye regler, der træder i kraft den juli 2021, sker der en vis sammenblanding, ligesom beregningen af udtagningsmoms ændres. De vigtigste ændringer er:

  • Beregning af udtagningsmoms skal ske ud fra varens eller driftsmidlets markedsværdi, og den lineære 5-årige nedskrivning for driftsmidler afskaffes. Det betyder bl.a., at der skal betales moms af markedsværdien af biler eller andre driftsmidler, hvor der er fratrukket moms ved købet, hvis de overgår fuldt ud til privat anvendelse – f.eks. ved lukning af virksomheden. Dette uanset alderen på driftsmidlet.
  • Når fast ejendom eller andre investeringsgoder overgår fuldt ud til momsfritaget virksomhed (f.eks. momsfri bortforpagtning) eller til privat anvendelse, anses de som udtaget. Det betyder bl.a., at hvis aktivet ville være momspligtigt ved et salg – f.eks. nye bygninger under 5 år, byggegrunde eller driftsmidler, skal der betales udtagningsmoms af markedsværdien på tidspunktet hvor anvendelsen ændres. Hvis aktivet ikke ville være momspligtigt ved et salg, skal momsen for resten af reguleringsperioden betales på én gang. 

Bortforpagtning af bygninger og jord

Det er særlig vigtigt at være opmærksom på de nye regler, når der skal bortforpagtes fast ejendom. Bortforpagtning af jord eller driftsbygninger er nemlig som udgangspunkt fritaget for moms. Er der tale om bortforpagtning af nye bygninger eller byggegrunde (f.eks. arealer i byzone), kan en momsfri bortforpagtning koste dyrt i udtagningsmoms efter den 1. juli 2021.

Det er dog muligt at få en frivillig momsregistrering til bortforpagtning af fast ejendom, og derefter opkræve moms af forpagtningen. På den måde kan du undgå en stor momsregning, f.eks. ved momsfri bortforpagtning af nyere stalde eller andre driftsbygninger, hvor der er fratrukket moms ved opførelsen.

Der kan som udgangspunkt opnås frivillige momsregistreringer ved al bortforpagtning af fast ejendom, så længe ejendommen ikke anvendes til boligformål.

Vil du vide mere?