Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 15-06-2019

  

Oprettet: 13-06-2016

Hvor mange penge har du på lager?

Lagerstyring kan give et overblik over, hvor mange penge man reelt har bundet i beholdninger. Og hvis lageret er for stort, kan overblikket være med til at frigøre likviditet.

For mange landmænd er fingerreglen, at der skal være foder nok. Men det er store summer, de dermed har liggende i siloen, også større end de fleste landmænd regner med. SEGES har sammen med bl.a. Sønderjysk Landboforening sat fokus på lagerstyring for at synliggøre udbyttet af at styre og opgøre bedriftens beholdninger. Dette fokus har ifølge Jacob Olesen, chefrådgiver i Sønderjysk Landboforening, givet landmændene en større bevidsthed omkring deres egen likviditet og vist dem, hvor mange penge det drejer sig om.

”Nogen af landmændene vidste, at de havde mange penge bundet i beholdninger, men det er store tal, og når man regner på renten på kassekreditten, er der tale om mange penge. Så landmændene er blevet mere bevidste om, hvor mange penge de reelt kan flytte med lagerstyring,” fortæller Jacob Olesen.  

Lagerstyring kan frigive likviditet
En af grundstenene i lagerstyring er korrekte opmålinger. Når man præcist ved, hvor meget korn man har på lager, og man kender sit budgetterede foderforbrug, så kan man justere sine beholdninger derefter, og det kan i sidste ende være med til at frigive likviditet.

”Hvis landmændene kører en stram beholdningsstyring og får korrekte opmålinger, så ved de, at de måske ender med at have for meget korn på lager. Og fordi de tør stole på deres egne tal, så tør de handle på det – altså sælge kornet og dermed frigive likviditet. Det at sælge er en helt ny tanke, der bliver bragt i spil, men det er penge, der går direkte på bundlinjen” forklarer Jacob Olesen.

Mange penge at hente på store bedrifter
Generelt er for store beholdninger ikke noget, landmændene har forholdt sig til før. For mange landmænd virker det nemlig irrelevant for deres hverdag.

”Hvorfor bruge tid på at registrere, når man ikke kan lave det om, sådan tænker mange landmænd,” beretter Jacob Olesen og fortsætter: ”Men nu har vi store bedrifter, hvor det virkeligt kan flytte noget at arbejde med lagerstyring, og hvor det drejer sig om mange penge – og det er penge, man taber”.

Han tilføjer, at størrelsen på bedrifterne har medført, at mange landmænd har mistet overblikket.

”Landmændene er bestemt ikke inkompetente, men de kan ikke antage, at det er, som det plejer at være. Det er ikke realistisk. Hvis man f.eks. er hjemmeblander og selv avler alt sit korn på fem forskellige sites, så kan der hurtigt opstå en situation, hvor man troede, man havde mere eller mindre på lager, end man egentligt har. Så her er der en stor gevinst at hente ved at arbejde med lagerstyring, slår Jacob Olesen fast.

Vil du vide mere om lagerstyring?
Få inspiration til, hvordan du kommer i gang med opgørelse og styring af bedriftens beholdninger og forbrug her

Sidst bekræftet: 13-06-2016 Oprettet: 13-06-2016 Revideret: 13-06-2016

Forfatter

Økonomi & Virksomhedsledelse
Kommunikationskonsulent

Anja Kruse Christensen

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Bliv godt klædt på til at blive virksomhedsejer
Få tjek på alle detaljerne, når du skal forfølge drømmen om at blive selvstændig landmand.
30.10.19
Bliv godt klædt på til at ejerskifte din virksomhed
Få tjek på alle detaljerne, når du skal godt videre fra livet som selvstændig landmand.
30.10.19
Opblødning af skattereglerne ved generationsskifte
Få et samlet overblik over mulighederne i opblødningen af skattereglerne omkring bo- og gaveafgift, se konsekvensberegninge...
27.11.18
Pension: Vi skal have flere landmænd med!
Ny analyse af landmændenes pensionsopsparinger viser, at landmændene gennemsnitligt set er gode til at spare op. Men der er...
01.11.18
Det gode ejer- eller generationsskifte
Et godt ejer- eller generationsskifte kræver dialog, og at man kommer i gang i god tid. Men hvad skal du forberede, og hvad...
24.10.18