Planter

Udbringning af gylle i foråret på arealer med efterafgrøder

Man må gerne udbringe gylle på arealer med efterafgrøder, men gyllen skal nedfældes eller forsures.

De ekstremt våde forhold i foråret 2020 kombineret med den megen nedbør i efteråret og vinteren 2019 betyder, at mange landmænd forsat har helt fyldte gylletanke, og at de mangler arealer der er tørre nok til at gyllen kan udbringes. Risikoen for struktur og afgrødeskader ved udbringning på arealer med afgrøder til høst, betyder at mange i stedet vælger at udbringe gylle til marker uden afgrøder eller med efterafgrøder.

Vær opmærksom på, at arealer med efterafgrøder er at betragte som ubevokset jord. Det betyder, at udbringes der gylle på arealer med efterafgrøder, skal den nedfældes eller forsures.

Vær også opmærksom på, at hvis gyllen forsures og udbringes med slæbeslanger på ubevokset jord, skal der efterfølgende supplerende udbringes forsuret gylle til et vintersæd- eller rapsareal, der udgør 20 pct. af dette areal for at kompensere for, at ammoniakfordampningen er højere fra slangeudlagt forsuret gylle end fra nedfældet gylle. Det betyder, at udbringes der forsuret gylle med slæbeslanger til 10 ha med efterafgrøder, skal der efterfølgende også forsures gylle til 2 ha med vintersæd eller vinterraps. Bemærk at kommunen skal orienteres inden udbringningen.

De nærmere regler om dette kan ses her: Regler for udbringning af gylle.

Vil du vide mere?