Kvæg, Planter

Tørkeramt halm har høj foderværdi

Halm af en tørkeskadet afgrøde har højere fordøjelighed end normalt. Alligevel har halmen en lav energikoncentration og vil ofte være det dyreste foder til rådighed.

Udbyttet af halm pr. ha er væsentligt lavere i et tørkeår end i et normalt år, men til gengæld kan det forventes, at fordøjeligheden af halmen vil være høj. 

Halm af en tørkestresset afgrøde har en højere fordøjelighed end halm af en normal afgrøde. Det skyldes, at lignificeringen af stråets fiber (NDF) reduceres, når væksten går i stå. Ammoniakbehandling vil derfor også have en begrænset effekt, hvis det var tilladt.

Begræns forbruget af halm til foder

Halm er normalt nødvendig til goldkøer, kvier, slagtekalve og i tørkeår også i nogle tilfælde til malkekøer som fyldende eller strukturgivende foder, hvis der vil være begrænsede mængder grovfoder til rådighed. 

Til gengæld bidrager halm kun med en begrænset mængde energi pr. kg tørstof, hvilket også vil gælde i et tørkeår, selvom halmen har en højere fordøjelighed. 

Halm vil derfor være noget af det dyreste foder, der vil være til rådighed til fodringssæsonen efter en tørke-sommer. Det gælder derfor om ikke at bruge mere halm end nødvendigt til foderbrug.

Vil du vide mere?