Kvæg

Væske er vigtigst når kalven får diarré

Diarré hos kalve er alvorligt og kan føre til forhøjet kalvedødelighed. Det er dog sjældent infektionen, men derimod væskemangel, kalven dør af. Derfor er det vigtigste i behandling af diarré hos kalve hurtig tildeling af elektrolytopløsning og mælk.

Diarré er den hyppigste årsag til sygdom og forhøjet dødelighed blandt de yngste kalve. Og alvorlig diarré skyldes næsten altid infektion med sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

Både virus, bakterier og små parasitter som cryptosporidier og coccidier kan være impliceret ved diarré. Uanset hvilken type infektion der er tale om, så er der en risiko for at kalvene ender med at dø, hvis ikke problemet opdages i tide og håndteres korrekt.

Men kalvene dør ikke af infektionen*! De dør af væskemangel. Diarré medfører ofte voldsomme væsketab. Kalvene dehydreres, livsnødvendige funktioner kompromitteres, kalven mister energi og kræfter, - bliver kold og kan til sidst ikke rejse sig.

Kalve med diarré skal fortsat fodres med normale mælkemængder - evt. i mindre doser ad gangen.

Kompenser for kalvens væsketab ved diarré med elektrolytter og mælk

Antibiotika og medicin til behandling mod cryptosporidier eller coccidier kan have deres berettigelse under forudsætning af, at der stilles en korrekt diagnose, og der anvendes et virksomt præparat.

Når diarréen skyldes virus, - så er der ingen positiv effekt af disse midler. Uanset årsagen og uanset om der behandles med fx antibiotika, så er det helt essentielt, at der kompenseres for kalvens væsketab. Der findes en lang række elektrolytopløsninger specialiseret til forskellige formål. Det vigtigste er dog en hurtig indsats, så snart diarréen opdages. Elektrolytopløsning med salt og sukker vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt. Opløsningen bør være 40-42 grader varm, så kalven ikke skal bruge unødig energi på at varme det op.

Selvom elektrolytopløsning indeholder sukker, så har det ingen værdi som næring. Kalve med diarré skal derfor fortsat fodres med normale mælkemængder, - evt. i mindre doser ad gangen. Nedsættes mælkemængden, nedsættes også tilvæksten, og det vil reducere kalvens senere produktion som ko!

Forskudt tildeling af elektrolytopløsning til kalve

Elektrolytopløsning tildeles bedst tidsmæssigt forskudt i forhold til mælkefodringen. Kalve med alvorlig diarré kan let miste 6-8 liter væske på en dag.

Tildeling af fx 2 liter elektrolyt 3 gange daglig – udover mælkefodringen, vil redde livet for de fleste kalve med slem diarré. Hvis kalven er så påvirket, at den ikke kan rejse sig, vil det som regel være nødvendigt med infusion af væske direkte i blodbanen; - her må dyrlægen på banen.

*) I sjældne tilfælde kan kalvene dø af infektionen, hvis den udvikler sig til blodforgiftning. Det kan ske ved infektioner med Salmonella og i sjældne tilfælde også ved infektion med bestemte typer E.coli.

Vil du vide mere?

Støttet af