Oprettet: 22-05-2017

God klovsundhed kræver systematik og rygrad

Der findes desværre hverken lette eller hurtige løsninger, når det gælder arbejdet med klov-sundhed. Til gengæld bliver man belønnet for systematik og vedholdenhed.


Tag fat i dine rådgivere, din klovbeskærer og dine medarbejdere beslut jer sammen for, at I vil problemet med halte køer til livs.

Hvad er det bedste råd til kvægbrugeren, der gerne vil klovlidelserne til livs?

Spørger man dyrlægerne Pia Nielsen og Peter Raundal, SEGES HusdyrInnovation, lyder det samstemmende:

- De skal vide, at det kræver systematik og rygrad at forbedre klovsundheden. Det kan godt være, at der går op til et år, før man har styr på klovsundheden, hvis man er hårdt ramt. Og i den tid er det altså med at holde gejsten oppe, og blive ved med fx at vaske klovene systematisk, hvis det er digital dermatitis (DD), man bøvler med, siger de to.

At systematik og vedholdenhed er afgørende ses også i statistikken over forekomsten af DD. Den topper i april og juni med hhv. 20,7 % og 20,5 % af alle registrerede klovbeskæringer, hvilket Pia Nielsen vælger at tolke som perioderne, hvor der er travlt i marken og afholdes sommerferie.

- Det kunne godt tyde på, at indsatsen mod klovlidelser mange steder er sådan noget, der bliver gjort, når der er tid til det. Og det er synd, for så får man altså ikke den fulde effekt, siger hun.

Læs også: Forårsarbejde og sommerferie truer klovsundheden

Lige så vigtigt som yverbetændelse

Ifølge Pia Nielsen og Peter Raundal vil det være en god hjælp i kampen mod klovlidelser, at betragte klovsundhed på samme måde, som man betragter yversundhed.

Yversundhed er et område, hvor danske kvægbrugere er både konsekvente og har hurtigt til handling.

- Hvis man som kvægbruger betragter halthed på samme måde som yverbetændelse, altså som noget, der altid ligger i baghovedet, og som man reagerer på, straks man ser det, vil man komme rigtig langt. Jeg ved godt, at det er en stor opgave, men jo bedre, man er til at udvise rettidig omhu, jo lettere får man altså ved at få koen godt gående igen, siger Peter Raundal.

For at komme dertil anbefaler de to dyrlæger, at man lære at vurdere køerne ud fra en halthedsskala

- Hvis man sammen med sine medarbejdere tvinger sig selv til at vurdere de halte køer på fx en fem-punktsskala for halthed, bliver man for det første meget bedre til hurtigt at tage stilling til, hvad der skal ske med dem, der halter. For det andet kommer halthed op i ens bevidsthed, så man meget lettere spotter en halt ko, når man alligevel går blandt køerne og skraber ned eller ser efter brunster. Og jo før man opdager og behandler en halt ko, og hurtigere kommer den sig, lyder det fra Peter Raundal.

Brug rådgivningen

De to SEGES dyrlæger anbefaler derudover, at man stiller krav til sin rådgivning om at få kvalificeret hjælp, hvis klovlidelser og halthed er et problem i besætningen.

- Tag fat i din dyrlæge, din rådgiver og din klovbeskærer og beslut jer sammen for, at I vil problemet til livs. Og hold så fast indtil det lykkedes, opfordrer Pia Nielsen og Peter Raundal.

Se mere om klovsundhed på www.sundklov.dk

Sidst bekræftet: 08-05-2018 Oprettet: 22-05-2017 Revideret: 22-05-2017

Forfatter

Kvæg
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Få dygtigere udenlandske medarbejdere på kvægbedriften
Klæd dine udenlandske medarbejdere på med faglig information på engelsk. Det hele er samlet på www.landbrugsinfo.dk/workin...
21.02.20
Stop for aflivning af tyrekalve fra 2022
L&F Kvæg og Dansk Jersey har vedtaget en ambitiøs målsætning om et stop for aflivning af kalve fra årsskiftet 2021-2022.
21.02.20
Historisk lav fremstillingspris på mælk
Fremstillingsprisen på mælk er faldet med 50 øre/kg EKM de seneste 10 år, og er nu nede på 2,40 kr. Fagligt dygtige mælkep...
21.02.20
Kvægnyt nr. 4 - 2020
Læs om Historisk lav fremstillingspris på mælk; Derfor leverer Lindegaard Dairy mælkekvalitet i topklasse; Stop for aflivni...
21.02.20
3 trin til at undgå metal i netmaven hos køer
Brug kun gode dæksider på ensilagen, læg en vommagnet i køerne og hav evt. en magnet på fuldfoderblanderen for at undgå fre...
07.02.20