Skattemeddelelse 

Oprettet: 01-04-2020
Revideret: 03-04-2020

SKATM-2020-00-06. Oplysningsfristen (selvangivelsesfristen) forlænges frem til 1. september 2020

Oplysningsfristen (selvangivelsesfristen) for alle skatteydere forlænges frem til 1. september 2020. Fristen for indsendelse af årsrapporter forlænges med 3 måneder.

Afgørelse og instans:

Skatteministeriets pressemeddelelse af 31. marts 2020

Resumé:

Skatteministeren har netop besluttet at udskyde samtlige oplysningsfrister for indkomståret 2019 til 1. september 2020, så revisorerne får bedre tid til at hjælpe virksomhederne med at opfylde oplysningsfristerne.

”Revisorerne er under et meget stort pres i deres arbejde med at hjælpe virksomhederne med oplysningsfristerne på grund af corona-krisen. Set i lyset af de ekstraordinære tider, vi står midt i, har jeg derfor også besluttet at tage et ekstraordinært redskab i brug og få udskudt oplysningsfristerne til den 1. september i år. Det betyder, at revisorerne får bedre tid til at hjælpe virksomhederne”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Forlængelsen kan ske, hvis skatteministeren vurderer, at der foreligger en særlig situation. Det har skatteministeren vurderet i det konkrete tilfælde, og har derfor givet Skattestyrelsens direktør bemyndigelse til at forlænge oplysningsfristerne frem til 1. september for samtlige grupper.

Forlængelsen kommer umiddelbart efter, at det er meddelt, at fristen for indsendelse af årsrapporter vil blive forlænget med 3 måneder for de selskaber, der ellers skulle aflevere årsrapport senest den 31. maj. Se pressemeddelelsen.

Bemærkninger fra skatteafdelingen, SEGES:

Skatteminister Morten Bødskov, har i henhold til pressemeddelelse givet Skattestyrelsens direktør bemyndigelse til at forlænge oplysningsfristerne frem til 1. september for samtlige grupper. Skattestyrelsen må forventes straks at udnytte bemyndigelsen og udstede et styresignal.

Fristudskydelsen gælder selvangivelsen for:

  • Almindelige lønmodtagere mv., som modtager en årsopgørelse med frist 1. maj.
  • Små erhvervsdrivende, fx med forældreudlejning, der modtager en årsopgørelse, og som har frist den 1. juli.
  • Almindelige selvstændigt erhvervsdrivende, der skal udarbejde et oplysningsskema med frist den 1. juli.
  • Selskaber og andre juridiske personer med frist 30. juni og selskaber med bagudforskudt indkomstår.

Fristudskydelsen gælder umiddelbart ikke for øvrige tilknyttede frister/oplysninger, der er tilknyttet selvangivelsen, som f.eks.,

  • omvalg af anvendelsen af virksomhedsordningen,
  • meddelelse om genanbringelse af ejendomsavance,
  • meddelelse om succession,
  • erklæring om indbetalt ophørspension
  • mv.

Disse frister udsættes ikke automatisk ved udsættelse af selvangivelsesfristen.

Det skal også bemærkes, at udsættelsen ikke gælder for procenttillæg på 4,0 % og dag-til-dag renten (2 %).

En del af disse frister kan kun ændres ved lov.

SEGES vil rette henvendelse til Skatteministeriet med henblik på at få de øvrige frister udskudt.

Det er således alene oplysningsfristen, der umiddelbart er udskudt.

For så vidt angår udsættelsen med årsrapporter, kræver det en lovændring, og der blev den 31. marts 2020 fremsat lovforslag, der indebærer, at erhvervsministeren – på baggrund af covid-19 situationen – bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af pligter, der påhviler virksomheder mv. i henhold til selskabs- og regnskabslovgivningen.

Se også Inside-2020-30-01 om udskydelse af angivelses- og betalingsfrister og SKATM-2020-00-05 og Inside-Skat-2020-12 om indbetaling på skattekontoen.

Sidst bekræftet: 03-04-2020 Oprettet: 01-04-2020 Revideret: 03-04-2020

Forfatter

Jura og Skat
Afdelingsleder

Anna Boel

Jura & Skat


Senior Tax Manager

Sonja Sørensen

Team Personer


Af samme forfatter

SKATM-2020-11-08. Udlejning af lejlighed – virksomhedsordningen godkendt trods visse mangler
SKAT nægtede anvendelse af VSO pga. mangler ved opgørelse af indskudskonto og kapitalafkastgrundlag mv. Landsskatteretten ...
22.05.20
SKATM-2020-00-14. Nyt login-flow
Skattestyrelsen har lagt et nyt login-flow på skat.dk, således rådgiver nu kan vælge at arbejde på vegne af egen virksomhed...
15.05.20
SKATM-2020-11-07. Landbrugsejendom vurderet som boligejendom. Skattemæssige konsekvenser
En landbrugsejendom, som ejer beboede, var fejlagtig vurderet som beboelsesejendom. Boligvurderingen medførte, at ejendomme...
15.05.20
SKATM-2020-00-12. Covid-19 relaterede reguleringer
Loftet for en kreditsaldo (tilgodehavende) på skattekontoen hæves midlertidigt. Efter anmodning senest 15.05.2020 er der mu...
08.05.20
SKATM-2020-22-06. Erstatning for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale – skattepligt
Højesteret fandt erstatningen skattepligtig efter ligningslovens § 7 U, da der ikke var tale om en retsstridig krænkelse af...
01.05.20