Planteavlsorientering 

Oprettet: 15-08-2018

Kransskimmel (Verticillium visnesyge) i kartofler

De tørre og varme dyrkningsforhold har givet ekstra gode betingelser for kransskimmel (Verticillium) i kartofler.

Vækstsæsonen 2018 har været præget af en helt usædvanlig tørke og vedvarende varmestress i perioden maj-august. Dette betyder, at kartoflerne hurtigere er blevet fysiologisk gamle og afmodner af flere forskellige årsager herunder på grund af kransskimmel også på engelsk kaldet Verticillium visnesyge. Kransskimmel er i Danmark mest kendt fra lucerne (V. albo-atrum), raps (V. longisporum) samt spinat, jordbær (V. dahliae) men også kartofler.. Der er to arter, som giver visnesyge i kartofler: Verticillium dahliae og V. albo-atrum. V. dahliae er den mest almindelige og inficerer primært stressede planter. V. albo-atrum er mere sjælden, men er til gengæld også den mest udbyttereducerede og kan inficere under alle forhold. V. dahliae har det bredeste værtplanteregister. Verticillium er primært jordbåren og er dermed en sædskiftesygdom, men kan også spredes med inficerede knolde (kun V. albo-atrum) og vedhæftet jord (både V. dahliae og V. albo-atrum). I Holland optræder V. dahliae primært i stivelseskartofler med snævert sædskifte og på lettere jorde og specielt under stressforhold som tørke og vandmangel. Skadetærsklen er meget påvirket af temperaturen – hvilket betyder, at svampen har størst påvirkning under varme og tørre forhold. Kransskimmel anses i Europa for mindre betydningsfuld, men kan under meget varme og tørre forhold give et udbyttetab på op til 25 % i kartofler.

   
Billede 1. Eksempel på kransskimmel i England. Kilde: Sutton Bridge CSR.  Billede 2. Kransskimmel i en dansk stivelsesmark, hvor småbladene på halvdelen af bladet visner, som følge af at kun enkelte ledningsstrenge blokeres. 

Symptomer

V. dahliae er sandsynligvis den mest fremherskende art af Verticillium i kartofler også i Danmark, og angreb ses ofte som spredte pletter og enkeltplanter i marken. V. dahliae indgår i komplekset af sædskiftesygdomme sammen med black dot og fusarium, som får planterne til at afmodne 3-6 uger for tidligt (på engelsk “ potato early dying complex”). Svampen har optimum ved 24-28 oC og trænger ind via rødderne og spredes opad i planten og blokerer ledningsstrengene for transport af vand og dermed næringsstoffer. Planterne kommer til at lide af vandmangel efter nogle dage med stærk sol også selv om der vandes. De første symptomer forårsaget af V. dahliae viser sig efter blomstring i form af en gulning af bladene mellem bladnerverne. Bladene mister inden for få dage saftspændingen, bliver grågrønne og visner ofte med nekrotiske læsioner begyndende fra bladspidsen. Symptomerne ses ofte som en ensidig visning af småbladene (se billedet). De brunfarvede ledningsstrenge ses ved at foretage et langsgående snit af stænglen ved jordoverfladen og opefter, og hvor de visnede blade er påhæftet stænglen.

   
Billede 3. Inficerede planter står som enkeltplanter
og ”flagrer” (på engelsk ”flagging”).
Billede 4. Brunfarvning af ledningsvævet ses ved en langsgående gennemskæring af stængelbasis.

 

Senere på vækstsæsonen og ved afmodning kan der ligeledes ses talrige små hvilelegemer (mikrosklerotier) nederst på stænglerne (mindre og tættere end black dot) og brunfarvning af ledningsstrengene i knoldene tættest på navleenden.

Bekæmpelse

V. dahliae er den mest almindelige og sandsynligvis også den art, som fremkommer i kartofler (nærmere undersøgelser skal vise dette), da symptomerne passer, og den også findes i flere andre to-kimbladet afgrøder og ukrudtsarter. Enkimbladede afgrøder som korn, græs og majs er resistente overfor Verticillium. V. dahliae kan overleve i jorden som mikrosklerotier i op til syv år. Kranskimmel tilhører komplekset af svampe sammen med black dot og fusarium, som opformeres ved tæt sædskifte med kartofler. Selvom kransskimmel kan opformeres på andre specielt tokimbladede afgrøder, anbefales det at holde mindst 3-4 kartoffelfrie år. Fritlevende nematoder (fx rodsårsnematoden Pratylenchus penetrans) kan forstærke angrebet af kransskimmel. Litteraturen siger, at der er forskel sortsmodtageligheden, men denne information er svært at finde frem. De fleste sorter udviser dog god tolerance, så længe der ikke er plantestress, som er helt speciel i 2018. Der kan udføres en jordtest for forekomst af Verticillium, men der skal mere kendskab til betydningen af de to arter af Verticillium, før dette anbefales.

Sidst bekræftet: 15-08-2018 Oprettet: 15-08-2018 Revideret: 15-08-2018

Forfatter

PlanteInnovation
Landskonsulent, Kartofler

Lars Bødker

Afgrøder & Produktion


Af samme forfatter

Udvidet godkendelse af Propulse SE 250 til brug i kartofler
Propulse SE 250 har opnået en udvidet godkendelse til bekæmpelse af svampesygdomme i kartofler.
19.03.20
Stop for markedsføring af Rizolex 10 D
Godkendelsen af Rizolex 10 D med reg. nr. 526-2 er afmeldt pr. 01.09.2020. Afviklingsfristen for anvendelse og besiddelse h...
13.03.20
Udfasning af Monceren til bejdsning af kartofler
EU har vedtaget en ny lavere grænseværdi (MRL), som er detektionsgrænsen for rester af pencycuron (Monceren) i kartofler ti...
11.03.20
Pesticidrester i kartofler
Undersøgelser af pesticidrester i kartofler i perioden 2017-2018 tyder på, at pulverbejdse med pencycuron direkte på læggek...
11.03.20
Husk analyser for kloridindhold i specielt afgasset gylle til brug stivelseskartofler
Nogle typer af husdyrgødning og specielt afgasset gylle kan indeholde et højt indhold af klorid, som nedsætter tørstofindho...
19.02.20

Læs også