Fem kommuner får forlænget frist for udbringning af flydende husdyrgødning og affald i efteråret 2026
De fem kommuner er: Assens, Holstebro, Middelfart, Nordfyns og Vejle kommuner, og fristen forlænges til og med 14. oktober.
De fem kommuner er: Assens, Holstebro, Middelfart, Nordfyns og Vejle kommuner, og fristen forlænges til og med 14. oktober.
En våd sommer og efterår kan udløse en forlængelse af fristen for udbringning af flydende husdyrgødning og flydende affald til vinterraps og fodergræs. Fristen bliver forlænget i fem kommuner, og da opgørelsesperioden for nedbør sluttede med udgangen af uge 38, kommer der ikke flere til.
Normalt er fristen for udbringning af flydende husdyrgødning og flydende affald den 1. oktober, men megen regn kan forlænge fristen til og med 14. oktober.
For at udløse en forlængelse skal der i ugerne 21-38 (ca. juni til sidst i september) falde mere nedbør end normalt, og samtidig skal der i ugerne 30-38 (ca. starten af august til sidst i september) falde 30 pct. mere nedbør end normalt. Reglerne er beskrevet i Gødningsanvendelsesbekendtgørelsens § 9 stk. 10.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø foretager en officiel offentliggørelse af kommunerne med forlænget frist på deres hjemmeside.
Uanset om udbringningsfristen forlænges eller ej, så er det en god ide at få gylleudbringningen planlagt, så den kan ske så tidligt som muligt og gerne i god tid inden 1. oktober, da kvælstofudnyttelsen generelt er bedre, jo tidligere gyllen udbringes om efteråret.
