Grise

Baggrund for ændring af normer for fordøjeligt lysin og øvrige aminosyrer til polte

Resumé

Notat 2510: Normer for aminosyrer til polte er i 2024 revideret for at sikre, at polte har den optimale rygspæktykkelse uden at de samtidigt bliver for tunge ved løbning. En trefaset foderstrategi til polte er nødvendig for at sikre bedst mulig holdbarhed og produktivitet i soholdet og for samtidig at undgå uønsket adfærd som hale- og ørebid.

I 2024 blev normer for aminosyrer og protein til polte ændret, så der nu anbefales en trefaset foderstrategi til polte. De ændrede anbefalinger medfører, at anbefalingerne for vægt, rygspæk og alder ved første løbning samtidig er ændret, så polte i dag bør insemineres ved en vægt på 150-165 kg, hvor de skal have 13-15 mm rygspæk.

Konkret skal polte fodres med en blanding indeholdende 7,7 g fordøjeligt lysin pr. FEsv/FEso fra 30-60 kg, en blanding indeholdende 6,0 g fordøjeligt lysin pr. FEsv/FEso fra 60-110 kg og en blanding med 4,0 g fordøjeligt lysin pr. FEsv/FEso fra 110 kg og frem til løbning eller kort før løbning. De tre blandinger betyder, at blandinger, der i forvejen anvendes i soholdet, kan anvendes, da der fra 30 til 60 kg kan anvendes diegivningsfoder, fra 60-110 kg en blanding af 55 % diegivningsfoder med 45 % drægtighedsfoder og efter 110 kg kan poltene fodres med drægtighedsfoder.

Den nye foderstrategi kombineret med en ny foderkurve med en højere slutfoderstyrke på 3,4 FEsv/FEso pr. dag vil sammenlignet med den hidtidige (2,9 FEsv/FEso pr. dag) sikre, at poltene ikke vokser for hurtigt, men at de aflejrer mere rygspæk inden de skal løbes. Samtidig medfører ændringen, at der ikke er behov for flushing af poltene før løbning, idet 3,4 FEsv/FEso er meget tæt på ad libitum fodring. Ændringen betyder også, at de tidligere observerede udfordringer med uønsket adfærd som øre- og halebid samt problemer med svag brunst forventes løst. 

I forhold til de hidtidige anbefalinger vil polte fra 30 kg og frem til en alder på 30 uger få en forventet daglig tilvækst, der er 100-110 g højere pr. dag, hvilket er en konsekvens af et øget lysinindhold i foderet fra 30-110 kg samt den højere foderstyrke.

Den samlede konsekvens ved løbning af polte ved en alder på f.eks. 33 uger er, at den gennemsnitlige daglige tilvækst med nye normer og ny foderkurve forventes at være ca. 900 g pr. dag fra 30 kg til løbning.

Vil du vide mere?

Støttet af