Jura, Økonomi og ledelse

Socialjura og ansættelsesret: Regeringens lovprogram 2026-2027

Regeringen har offentliggjort sit lovprogram for folketingsåret 2026/2027. Der vil bl.a. være lovforslag om højere ydelser til visse pensionister, nye regler om løngennemsigtighed og en ny hovedlov om den aktive beskæftigelsesindsats.

Lovprogrammet blev offentliggjort den 6. oktober 2026 og viser, hvilke lovforslag regeringen forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret. Forslagenes nærmere indhold og tidspunktet for fremsættelse kan ændres i løbet af folketingsåret. 

Bemærk, at måneden angivet i parentes er det forventede fremsættelsestidspunkt og ikke ikrafttrædelsestidspunktet.

Arbejdsmarked og tilbagetrækning

Ny hovedlov om den aktive beskæftigelsesindsats (Okt I)

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende en aktiv beskæftigelsesindsats og indeholder en ny gennemskrevet hovedlov, herunder de tilbageværende regler i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., blandt andet afskaffelse af jobafklaringsforløb, ny reduceret sygedagpengesats og nye regler om at flekslønstilskud ikke fradrages i ægtefælles sociale pension.

Flere lovforslag fremsættes forventeligt som opfølgning på aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. 

12 ugers sorgorlov til efterlevende forælder (Okt I)

Lovforslaget indfører ret til 12 ugers sorgorlov med barselsdagpenge til en efterlevende forælder, når den ene forælder dør, og der er mindreårige børn, så familierne får bedre vilkår for at håndtere deres sorg. 

Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2026 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti fra oktober 2025.

Større beskæftigelsesfradrag til seniorer (Okt I)

Lovforslaget har til formål at forhøje det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer og udvide ordningen fra de sidste to år til de sidste fem år før folkepensionsalderen. Det betyder, at en større gruppe seniorer vil være omfattet af det ekstra beskæftigelsesfradrag, og at fradraget vil kunne gives i en længere periode frem mod folkepensionsalderen. 

Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2026 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti fra oktober 2025 og er en delvis genfremsættelse af L 125 fra folketingsåret 2025/26 (1. samling).

Højere ydelse på tidlig pension og fastholdelse af pensionsalder for visse årgange (Nov I)

Lovforslaget forhøjer ydelsen til personer på tidlig pension med 3.000 kr. om måneden og fastholder derudover den tidligste adgangsalder på 64 år for årgangene 1963, 1964 og 1965. Lovforslaget er en opfølgning på ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” fra juni 2026.

Ekstra ydelse til folkepensionister med de laveste indkomster (Feb II)

Lovforslaget forhøjer pensionen med 1.000 kr. om måneden for de folkepensionister, der har mindst. Lovforslaget er en opfølgning på ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” fra juni 2026.

Mindre modregning ved arbejde ved siden af en tilbagetrækningsydelse (Feb II)

Lovforslaget har til formål at lempe modregningsreglerne for arbejdsindkomst/arbejdstimer i efterløn, fleksydelsesordningen og tidlig pension. Lovforslaget er en opfølgning på ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” fra juni 2026.

Indførelse af beskæftigelseskrav for dimittender (Feb II)

Lovforslaget har til formål at indføre et beskæftigelseskrav som betingelse for at kunne modtage dagpenge på dimittendvilkår. Med lovforslaget indføres et beskæftigelseskrav på i gennemsnit 4 timer om ugen. Visse grupper af dimittender vil blive undtaget fra beskæftigelseskravet. Beskæftigelseskravet opgøres på grundlag af de 18 måneder med flest timer inden for de seneste 24 måneder før uddannelsens afslutning. 

Lovforslaget har ligeledes til formål at sænke statsbidraget for dimittender, der bliver berørt af beskæftigelseskravet. Lovforslaget er en opfølgning på regeringens forslag til finanslov for 2027.

Ansættelses- og arbejdsvilkår

Løngennemsigtighed og ligeløn (Okt I)

Lovforslaget gennemfører løngennemsigtighedsdirektivet, som har til formål at styrke håndhævelsen af ligelønsprincippet gennem øget åbenhed. Lovforslaget bygger på et fælles forståelsespapir udarbejdet af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hoved organisation med inddragelse af og opbakning fra parterne på det offentlige område i regi af Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets Implementeringsudvalg.

Indkvartering af ansatte, udstationering og arbejdsskader (Okt I)

Lovforslaget forhøjer bødeniveauet ved overtrædelse af reglerne om indkvartering af ansatte og indeholder desuden ændringer af regler om arbejdsmiljø, udstationering og arbejdsskadesikring.

Barselsudligningsordningen (Okt I)

Lovforslaget har til formål at forhøje bidragssatsen til barselsudligningsordningen på det private arbejdsmarked fra 2.200 kr. til 2.300 kr. pr. 1. januar 2027.

Genindførelse af store bededag som helligdag (Feb II)

Lovforslaget har til formål at sikre, at store bededag fra og med 2030 anses som en helligdag. Lovforslaget er en opfølgning på ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” fra juni 2026.

Kilde: Regeringens fulde lovprogram for folketingsåret 2026/2027

Vil du vide mere?