Planter

Magnesiummangel i vinterraps

Der er set formodet magnesiummangel. En dårlig rodudvikling kan forstærke symptomerne.

Vi har fået flere henvendelser omkring fund af rapsmarker med pletter i marken med symptomer, der ligner magnesiummangel. Symptomerne er også set i pletter i et sortsforsøg, hvor symptomerne kan ophøre fra række til række imellem to sorter. Her er det iagttaget en tendens til, at de berørte planter har en dårlig rodudvikling. Der kan derfor også være tale om en indirekte mangel grundet dårlig rodudvikling. 

Magnesiummangel opstår først på ældre blade, da næringsstoffet er mobilt i planten og det flyttes fra gamle til nye blade. Symptomerne ses som gulfarvning af bladene, hvor nerverne fastholder den grønne farve. Billederne nedenfor, der er taget i dette forår, viser tydeligt disse symptomer.
Ved megen nedbør, som vi jo har haft rigeligt af, kan magnesium udvaskes på samme vis som kalium på lettere jord. Udvaskningen øges af høje tilførsler af kalium eller kalcium (kalkning). Om det gør sig gældende i år, ved vi ikke, men der kan udtages jordprøver nogle af de steder i marken, hvor symptomerne er observeret. Optaget af magnesium i planterne hæmmes af kolde og våde forhold, som der også har været rigelige af i dette forår. Med varmere og mere tørt vejr i prognoserne vil magnesiumoptaget øges, og problemet vil de fleste steder derfor være forbigående.  

Planteanalyser

Der er i enkelte marker udtaget blade til planteanalyser for at se niveauet af magnesium i bladene. På det nuværende udviklingstrin i rapsen har vi ikke nogen definerede grænseværdier for indholdet af magnesium. Generelt falder indholdet af magnesium i bladet i takt med at bladet ældes, og man skal derfor være varsom med at tolke på planteanalyser på dette tidspunkt. Vi anbefaler derfor ikke at udtage planteanalyser på nuværende tidspunkt.  
 
Har du områder i marken med dårlige vækst eller gulfarvning af bladene kan man lave sammenlignelige planteanalyser af gode områder i marken med dårlige områder. Her kan det sammenlignes om magnesiumindholdet er lavere i de dårlige områder end i de gode områder. Det er dog ikke sikkert, at det giver et retvisende billede. 
 
Der skal tages de sidste fuldt udviklede blade. Det kan være svært i rapsen på nuværende tidspunkt, da de er meget små. Tag derfor de øverste grønne blade, hvor der ikke er symptomer, eller i hvert fald kun svage symptomer. Blade, der har symptomer eller er ved at visne, vil vise nogle mærkelige værdier, vi ikke kan tolke på. Tag bladene fra de samme steder på planterne i de gode og de dårlige områder. 

Afhjælpning af magnesiummangel

Da blomstringen er i gang i rapsmarkerne eller lige på nippet til det, er det de fleste steder for sent at tilføre magnesium til planterne. Ved udsprøjtning af bladgødning med magnesium, f.eks. magnesiumsulfat (bittersalt), kan der ske svidning af blomsterne, som er uønsket. Er der tydelige symptomer på magnesiummangel, kan en udsprøjtning dog være risikoen værd. Anvend 10-15 kg magnesiumsulfat i maksimalt 5 % opløsning. Generelt er der ikke opnået merudbytter for udsprøjtning af magnesium i vinterraps i tidligere års forsøg. 
 
Observerer du magnesiummangel i dine rapsmarker, bør du gå din gødningsplan efter og se om der skal ændres noget med f.eks. en øget tildeling af magnesium til sædskiftet eller specifikt til rapsmarkerne fremover.

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo for Planteafgiftsfonden (PLAF)