Økonomi og ledelse, Grise

Case: Et godt arbejdsmiljø er i højsædet for svineproducent

Hos griseproducenten Kokkenborg på Sydfyn er det gode arbejdsmiljø en vigtig del af virksomhedens DNA.

For Dorte Himmelstrup, der sammen med sin mand driver Kokkenborg i Kirkeby på Sydfyn, er medarbejderne den absolut vigtigste ressource. Derfor er det essentielt for parret at skabe et godt arbejdsmiljø, og indsatsen blev belønnet, da virksomheden i 2019 vandt Landbrugets Arbejdsmiljøpris.
- Uden vores medarbejdere kunne vi ikke præstere noget som helst. Derfor handler det for os i høj grad om at skabe en arbejdsplads, hvor det er rart at arbejde. Vi vil være en arbejdsplads, vi selv vil arbejde på, siger Dorte Himmelstrup.

Konkurrence om kvalificeret arbejdskraft

For Dorte og hendes mand handler det også om, at landbruget ikke længere har den samme forståelse og accept i samfundet som tidligere.
- I gamle dage var folk født og opvokset på landet. I dag kommer vores elever ofte fra byerne og har ikke den samme forståelse af, hvordan tingene fungerede i landbruget. Samtidig er vi i konkurrence med andre erhverv om kvalificeret arbejdskraft. Derfor er vi nødt til at kunne tilbyde medarbejderne en spændende arbejdsplads med rum til at udvikle sig fagligt og personligt, siger Dorte Himmelstrup.

Billede 1

Ingen er overladt til sig selv

På Kokkenborg leder Dorte og hendes mand medarbejderne ud fra et klart princip: Der er ikke nogen, som må føle, at de er overladt til sig selv i forhold til at skulle løse en opgave.

- En væsentlig del af vores kultur på Kokkenborg er, at vi hjælper hinanden. Hvis man af en eller anden grund står med en stor opgave, og de andre teams er færdige, hjælper vi hinanden. Når så opgaven er løst, kan alle kan gå hjem med god samvittighed. Det er med til at skabe et godt sammenhold at vide, at alle er i samme båd, siger Dorte Himmelstrup.

DISC-personprofiler giver indblik

På Kokkenborg har Dorte Himmelstrup i længere tid arbejdet med personprofilværktøjet DISC til at forstå hinanden. Det skaber stor værdi for virksomheden, men kan dog ikke stå alene.
- DISC har givet os et godt indblik, i hvorfor både vi selv og medarbejderne agerer, som de gør. Det har været godt i forhold til at vide, hvordan man skaber de bedste rammer for den enkelte. Men det er vigtigt, at man ikke kun hænger sin hat på DISC-profilerne, siger Dorte Himmelstrup.

Vigtigt at lytte til medarbejderne

For den kvindelige landmand handler det i høj grad om at bruge øjne og især ører, når udfordringer skal opdages og behandles. 
- Som leder er jeg afhængig af at lytte til ”vandrørsrapporterne”, som jeg plejer at sige. Det betyder, at jeg forsøger at lytte til mine medarbejdere, hvis de kommer til mig og siger, at de selv eller en af de andre har brug for en snak. Jeg kan desværre ikke være overalt, og derfor er det ekstremt vigtigt at lytte og agere, når jeg hører noget, forklarer Dorte Himmelstrup.

Hun er desuden meget opmærksom på, at hun selv kan have aktier i udfordringerne, når de opstår. 
- Jeg stiller hele tiden spørgsmål til mig selv og min ageren i en given sag. Og det tror jeg i virkeligheden er det bedste man kan gøre som leder: At erkende, at man selv kan være en del af udfordringen. Gør man ikke det, kan det være svært at ændre på tingene, slutter Dorte Himmelstrup.

Vil du vide mere?

Støttet af