hasselnød

Planter, Økologi

Case: Danske hasselnødder i Meyers Madhus: En ny smagsdimension med lokale rødder

I efteråret 2024 modtog Meyers Madhus danske hasselnødder fra to forskellige producenter, som et led i projektet Nødder med danske rødder, støttet af Fonden for plantebaserede fødevarer. Nødderne var høstet samme efterår, og leveret direkte fra avlerne.

Formålet med projektet var at undersøge smagspotentialet og anvendelsesmulighederne for danskproducerede nødder som en lokal råvare. 

Smag, aroma og ristningens kunst

Nødderne blev afprøvet på forskellige måder – friske, tørrede og ved varierende ristningsgrader. Jonas Astrup, Udviklings- og innovationschef hos Meyers, fortæller begejstret om oplevelsen:

"De danske nødder var forrygende! Smagen var frugtig og mere nuanceret end de friske importerede nødder, man kan være heldig at finde i supermarkedet.”

Smagsforskellene var tilsvarende tydelige efter nødderne undergik forskellige typer af ristning: ”Nødderne smagte, og det lyder skørt, virkelig meget af nød”.” Sammen med en af landets dygtigste ismagere, blev nødderne også til forskellige is, der i sin smag afspejlede, hvordan nødderne var blevet behandlet. 

Friske eller tørrede nødder?

Meyers modtog meget friske nødder, som de selv tørrede og ristede. Dette rejste vigtig opmærksomhed på efterhøstbehandling og råvarekvalitet. Det er ekstremt vigtigt at nødderne behandles og opbevares korrekt for at undgå udvikling af skimmel og toksiner, samt sikre at den gode smag bevares. 

Jonas Astrup peger på to mulige veje for danske nødder i professionelle køkkener: 

  • Enten som et nicheprodukt i form af helt friske nødder til mindre restauranter
  • Eller som tørrede og eventuelt ristede nødder til de større køkkener og detailhandlen – gerne vakuumpakkede for at sikre kvaliteten.
Selvom Meyers endnu ikke har faste indkøbsaftaler med danske nøddeproducenter, er interessen stor. 
Motivationen for at vælge økologiske danske frem for importerede nødder handler ikke kun om smag, men også om værdier: 

"Vi har i over 25 år arbejdet med at udfolde Danmarks og Nordens eget råvarepotentiale. Det er forsøget på i stigende grad at orientere sig mod eget spisekammer, og i samme bevægelse etablere en mere skønsom interaktion med landbruget og naturen.” 

For Meyers handler det om at skabe et mere mangfoldigt fødevareudbud og lokale råvarer med historier, vi kan dele og være stolte af. Derudover er det en del af omstillingstanken – hvordan man skal forvalte den landbrugsjord, der er tilgængelig, og bidrage til en mere bæredygtig fødevareproduktion. 
 
For Jonas Astrup er der ingen tvivl om, at danske nødder kan være en ny, spændende råvare: 
"Smagen i de danske nødder er særegen. Det er potentielt endnu et bogstav i det madalfabet, vi bruger, når vi laver mad til hinanden. Og kan produktionen indgå i en meningsfuld forvaltning af landbruget, så har vi i fællesskab taget et godt skridt.”

Vil du vide mere?

Støttet af