Kvæg

Værd at vide om avlsværdital ved krydsning af malkeracer

Genomiske avlsværdital for malkekvægskrydsninger giver bedre muligheder for at målrette avlsarbejdet i krydsningsbesætninger end de traditionelle avlsværdital.

Grundstenen i avlsarbejdet er at udvælge de bedste dyr til at videregive deres egenskaber til næste generation. Udvælgelsen baseres på avlsværdital, som siger noget om de arveanlæg, dyret giver videre til sit afkom fx i forhold til ydelse, frugtbarhed og klovsundhed. Der findes to metoder til at fastsætte avlsværdital: Den traditionelle måde og avlsværdital baseret på genomisk test. Sidstnævnte avlsværdital kaldes genomiske avlsværdital. 

Traditionelle avlsværdital for malkekvægskrydsninger

For malkekvægskrydsninger beregnes der traditionelle avlsværdital for ydelse, yversundhed og frugtbarhed. Det er kun få egenskaber i forhold til, hvad der beregnes for de renracede dyr.

Traditionelle avlsværdital for ydelse beregnes både ud fra information om krydsningskoens egen præstation og dens afstamning. Krydsningskoens egen præstation er mest informativ, fordi den siger noget om, hvilke arveanlæg koen har fået fra sine forældre, fx om krydsningskoen har anlæg for høj mælkeydelse.

Svagheden ved traditionelle avlsværdital for yversundhed og frugtbarhed er imidlertid, at man tager et gennemsnit af avlsværditallene for de renracede forældre – dvs. kun information om dyrets afstamning. Ved krydsning af en renracet tyr med en renracet ko tager man altså et gennemsnit af hver deres avlsværdital for at beregne avlsværditallet for krydsningsdyret.

Genomiske avlsværdital

Genomiske avlsværdital baseres på analyse af arvemassen i en vævsprøve (genomisk test) fra dyret selv. Både genomiske test og registreringer af krydsningsdyrets egen præstation fortæller os, om dyret har fået de bedste eller de dårligste arveanlæg fra forældrene for de pågældende egenskaber. Dermed bliver de genomiske avlsværdital mere præcise end traditionelle avlsværdital baseret på afstamningsinformation, og der beregnes for langt flere egenskaber.

Indtil december 2021 fandtes kun traditionelle avlsværdital for krydsningsdyr – og altså kun for få egenskaber. Indtil videre beregnes genomiske avlsværdital for krydsninger, hvor faren og morfaren er RDM, Jersey eller Holstein. Genomiske avlsværdital for krydsninger med Montbeliarde kommer i 2022. 

For krydsningsdyrene publiceres der genomiske avlsværdital for næsten de samme egenskaber som for de rene racer. Det vil bl.a. sige malketid og alle delindekser for kropskapacitet (fx krydshøjde), lemmer (fx hasevinkel) og malkeorganer (fx for- og bagpatteplacering). Dermed får mælkeproducenter med malkekvægskrydsninger større udbytte af at benytte insemineringsplansprogrammet end med traditionelle avlsværdital. 
Det genomiske avlsværdital for sparet foder indeholder dog indtil videre kun delindekset for vedligehold og ikke delindekset for stofskifteeffektivitet. Derudover bliver der ikke beregnet genomiske avlsværdital for ungdyroverlevelse. 

Du kan se avlsværditallene for dine krydsningsdyr i DMS under afstamningsfanen på Ko-kortet.

Mere præcist NTM og mere målrettet brug af kønssorteret sæd og kødkvægssæd

De genomiske avlsværdital for malkekvægskrydsninger sammenvejes til et NTM, ligesom det er tilfældet for de renracede dyr. NTM er et økonomisk avlsindeks for dyret, hvor hver enkelt egenskab er omregnet til kroner og øre og samlet i ét tal. NTM beregnes med vægt på de egenskaber, der har størst økonomisk betydning. Det er ud fra NTM, at landmanden kan udpege de bedste køer, kvier og insemineringstyre. Ved at udvælge dyr med højt NTM opnås den største totaløkonomiske fremgang. Køer med højt NTM vil derfor give højere indtægt og færre udgifter. 

NTM for krydsningsdyrene, baseret på genomisk test, er mere præcist end NTM baseret på traditionelle avlsværdital. Det skyldes til dels, at et NTM, som er baseret på genomisk information, er bestemt af mange flere egenskaber, men også at sikkerheden på de genomiske avlsværdital er lidt højere – i hvert fald for kvier og unge køer, der endnu ikke har information om egen præstation indregnet i det traditionelle avlsværdital for ydelse.

Med et mere præcist NTM kan man også mere præcist udpege de avlsmæssigt gode og dårlige køer og kvier i besætningen. Med andre ord kan landmanden bedre målrette brugen af kønssorteret malkekvægssæd og kødkvægssæd i sin besætning, og dermed også forbedre den økonomiske gevinst.

Se mere om NTM i denne video:

Dyrenes afstamning verificeres, og man får information om arvelige defekter  

Som nævnt beregnes genomiske avlsværdital for alle delindekser for kropskapacitet, lemmer og malkeorganer. Dermed kan man i DMS insemineringsplanen undgå at parre dyr med ekstreme avlsværdital for den samme eksteriøregenskab og i stedet parre dyr, der komplementerer hinanden. Med genomisk test får landmanden udover avlsværditallene også verificeret dyrenes afstamning.

Det betyder, at nogle uoverensstemmelser, som fx insemineringsfejl, rettes automatisk. Han får også information om egenskaber som fx polledhed og forskellige arvelige defekter. Dette er alt sammen med til at optimere brugen af insemineringsplansprogrammet i besætningen.

Bestil genomisk test nu

Hvis du overvejer at bestille en genomisk test på en malkekvægskrydsning, så kontakt din avlsrådgiver, som kan hjælpe med at vurdere, om det kan betale sig i din besætning. Bestillingen af test foretages i DMS under Daglig overblik, Genetiske analyser. Det er dog ikke muligt at tilmelde Automatisk bestilling på kvier.

Lyt til podcast om tankeeksperiment: Kan vi avle malkekøer som vi avler grise?

Vil du vide mere?

Støttet af