
Case: Dansk nøddeproduktion har et kæmpe potentiale
I Danmark er der gode muligheder for at producere nødder, såsom hassel- og valnød. Inden for de sidste par år er der også etableret flere arealer med nødder med henblik på produktion.
I Danmark er der gode muligheder for at producere nødder, såsom hassel- og valnød. Inden for de sidste par år er der også etableret flere arealer med nødder med henblik på produktion.
En dansk nøddeproduktion i større skala bør gå hånd i hånd med udvikling af reelle muligheder for afsætning.
I projektet Nødder med danske rødder, som er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer, er der fokus på nøddeproduktion, hele vejen fra plantage til forbruger. En mulig aftager af dansk producerede nødder er virksomheden Nøddebazaren, som sælger kvalitetsnødder til både private og erhverv. Nøddebazaren blev etableret af Mads Lønnberg i 2013 og er siden vokset til en virksomhed med to ansatte, og med hjælpende hænder fra fem andre dygtige personer.
Mads Lønnberg oplever, at mange af deres kunder efterspørger danske nødder. Det er især private, der går op i klima og bæredygtighed og derfor ønsker danske nødder, men Nøddebazaren får også henvendelser fra restauranter og cafeer, samt virksomheder, der bruger nødder som ”kontorsnacks”.
Mads fortæller, at efterspørgslen på danske nødder især skyldes, at danskerne efterspørger mere klimavenlige valg og ønsker en rigere dansk natur, og tilføjer: ”Nøddetræer kan bidrage til dansk landbrug med en produktion, der kræver mindre kvælstof og gødning end mange traditionelle landbrugsafgrøder. Hvorfor ikke styrke naturen og give en gratis naturskat til landet, så flere kan sanke nødder i Danmark?”.
Hos Nøddebazaren er man meget åben over for at afprøve nye arter og sorter af nødder. Mads har med sine 12 år i branchen stor erfaring med nødder og fortæller, at han gerne selv smager på nødderne for at vurdere spisekvaliteten. Desuden har han erfaret, at det kræver nysgerrighed og mod på at eksperimentere, når man møder en ny art eller sort af nødder. For eksempel kan en nød, der måske virker lidt smagsmæssig intetsigende i første omgang, pludselig få en helt særlig smag, hvis den ristes. Det er derfor et håndværk at arbejde med nødder og få de bedste kvaliteter frem i råvaren.
Nøddebazaren køber udelukkende afskallede nødder, da der umiddelbart ikke er særlig interesse for nødder med skal. Derfor er det en oplagt idé, at nøddeproducenter selv eller i fællesskab investerer i udstyr til at tørre og afskalle nødder.
En nøddeproducent kan i øjeblikket forvente pris på omtrent 100 kr. pr. kg afskallede nødder af god kvalitet. En merpris kan evt. gives, hvis man kan levere nødder af særlig høj kvalitet, som f.eks. valnødder fra Grenoble eller Piemonte hasselnødder.
Allerede nu er Nøddebazaren i dialog med danske nøddeproducenter, med henblik på at få danske nødder i sortimentet i år.
Emneord