Grise

Ændring af normer for fordøjeligt protein og nye anbefalinger til fasefodring af drægtige søer

Resumé

Notat 2424: Normer for fordøjeligt protein til drægtige søer er på baggrund af nye forsøgsresultater reduceret, så der opnås en besparelse på foderprisen, uden negativ påvirkning af soens produktivitet eller kuldets fødselsvægt.

Normudvalget har i foråret 2024 justeret normer for fordøjeligt protein til drægtige søer. Ændringerne er implementeret i 35. udgave af Normer for Næringsstoffer. Baggrunden for ændringen er, at forsøg har vist, at hvis kravene til alle essentielle aminosyrer overholdes, så er der ikke behov for en sikkerhedsmargin i form af et unødigt højt niveau af fordøjeligt protein pr. FEso. 

Konsekvenserne ved reduktionen er, at prisen på foderblandinger til drægtige søer reduceres svagt som følge af en mindre iblanding af proteinrige fodermidler. En reduktion af foderets proteinindhold vil samtidig reducere klimapåvirkningen marginalt for drægtighedsfoder. 

Normudvalgets beslutninger er baseret på en samlet vurdering af gennemførte forsøg ved drægtige søer de seneste år, og beslutningsgrundlaget gennemgås i dette notat.

Ud over ændringerne af normerne for fordøjeligt protein, er der samtidig sket en revurdering af anbefalingerne for fasefodring. Tidspunktet for skifte fra det foder, der kan anvendes i hovedparten af drægtigheden (dag 1-84 efter løbning), er nu flyttet til dag 90 efter løbning. På den måde skal der bruges mindre af slutblandingen til drægtige søer. Derfor opnås en begrænset besparelse, men samtidig reduceres søernes tilvækst marginalt ved ændringen. 

Hvis ikke der anvendes fasefodring, kan der anvendes en enhedsblanding med 4,0 g fordøjeligt lysin pr. FEso frem til dag 114, men forskning tyder på, at førstekuldssøer bør tildeles mere fordøjeligt protein og lysin fra omkring dag 90-100 efter løbning. Den daglige lysinforsyning bør ligge på 20-22 g ford. lysin i sidste uge før faring af hensyn til søernes yverudvikling og dermed potentialet for den efterfølgende mælkeproduktion. 

Samlet set betyder ændringerne, at drægtige søer uden risiko for at påvirke kuldstørrelse og fødselsvægt kan fodres billigere, og tættere på deres behov.

Vil du vide mere?

Støttet af