Økonomi og ledelse, Grise, Kvæg, Planter

Nye EU-regler letter byrden – men ESG-data vil stadig være i spil

EU’s Omnibus-forslag skal lette bureaukratiet og fritage små virksomheder for bæredygtighedsrapporter. Men ESG-data vil stadig være vigtige, især for landmænd med store aftagere eller banker.

I februar 2025 fremlagde EU-Kommissionen et forslag til en omfattende justering af eksisterende regler for bæredygtighedsrapportering – kaldet Omnibus. Målet er at gøre det lettere at drive virksomhed i EU ved at forenkle rapporteringskrav og give virksomheder bedre mulighed for at fokusere på deres kerneopgaver.

For landbruget betyder det blandt andet:

  • Højere grænser for, hvornår en virksomhed skal rapportere efter CSRD-reglerne
  • Udskydelse af tidspunktet, hvor reglerne træder i kraft for mange virksomhedstyper
  • Forenkling af indholdet i rapporteringsstandarderne.

"Omnibus handler om at mindske det administrative pres – især for små og mellemstore virksomheder. Det kan også få positiv betydning for mange i landbruget," fortæller Kenneth Kjeldgaard, chefkonsulent i SEGES Innovation.

Færre rapporteringskrav – men samme krav til miljø og klima

En central ændring i forslaget er, at færre virksomheder formelt bliver omfattet af kravet om at lave en bæredygtighedsrapport. Grænsen for antal ansatte foreslås hævet fra 250 til 1.000, omsætningsgrænsen stiger fra 40 til 50 millioner euro, mens balancesummen er uændret på 25 millioner euro.

"For mange danske virksomheder betyder det, at man slet ikke bliver omfattet af selve CSRD-reglerne. Det kan betyde, at man får færre formelle krav at forholde sig til," siger Kenneth Kjeldgaard.

Men selvom mange landmænd ikke vil være direkte forpligtet til at rapportere bæredygtighed efter CSRD, vil der stadig være efterspørgsel på ESG-oplysninger – særligt fra aftagervirksomheder og pengeinstitutter, som fortsat skal dokumentere deres bæredygtighedsindsatser.

"Selvom rapporteringskravene lempes, er miljø- og klimamålene stadig de samme. Man er stadig en del af en værdikæde, og selv om færre virksomheder er direkte forpligtet, vil nogle fortsat have brug for data fra deres leverandører," forklarer Kenneth Kjeldgaard.

VSME skal danne ny ramme for rapportering

Omnibus-forslaget lægger op til, at den frivillige standard for ESG-rapportering for mindre virksomheder – kaldet VSME – bliver ophøjet til direktiv og dermed gældende i hele EU. 

Det skal gøre det tydeligere, hvad der forventes, og skabe en fælles ramme for, hvilke oplysninger virksomheder i mindre skala skal levere.

"VSME bliver i princippet det nye pejlemærke for mindre virksomheders rapportering. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i den, hvis man vil holde styr på sine ESG-data," siger Kenneth Kjeldgaard.

Hvad betyder det for dig som landmand?

Omnibus-forslaget er endnu ikke vedtaget, men hvis det bliver til virkelighed, kan du som landmand på sigt forvente klarere rammer for, hvad du kan blive bedt om at levere af bæredygtighedsdata.

"Vi går ikke væk fra ESG. Men vi ser ind i en fremtid, hvor det forhåbentlig bliver nemmere at overskue, hvad man skal levere – og til hvem. Det handler om at arbejde videre med sine data, men på en måde der giver mening for den enkelte," afslutter Kenneth Kjeldgaard.

Forstå de mange forkortelser

ESG - Environmental, Social and Governance:
ESG dækker over virksomhedens arbejde med miljø (E), sociale forhold (S) og ledelse (G). Det bruges som en ramme for at dokumentere bæredygtighed og ansvarlig drift.

CSRD - Corporate Sustainability Reporting Directive:
EU-direktiv, der stiller krav til store virksomheders rapportering om bæredygtighed. Reglerne skal sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed i virksomhedernes ESG-data.

VSME - Voluntary Sustainability Reporting Standard for Micro, Small and Medium Enterprises:
En frivillig EU-standard for mindre virksomheders bæredygtighedsrapportering. Omnibus-forslaget lægger op til at gøre den til en fælles ramme på tværs af EU.

Omnibus:
Et samlet EU-forslag, der justerer flere eksisterende regler for at mindske administrative byrder – herunder ændringer i CSRD og ESG-rapportering.

ESGreenTool Report

Vue ud over en mark i gyldent solnedgangslys med ESGreen tool logo
  • En ESG-rapport skræddersyet til landbruget
  • Vælg virksomhedens egne målepunkter
  • Anerkendt af banker og realkredit
Læs mere

Vil du vide mere?

Støttet af