Planter

Hvilke krav er der til dækmønsteret på landbrugskøretøjer?

Kravene til dæk til landbrugskøretøjer afhænger af den konstruktive hastighed, samt om køretøjet er registreringspligtigt.

Nyere landbrugskøretøjer er oftest konstrueret til 40 km/t. Til landbrugsformål er godkendte traktorer, ikke godkendte ikke registrerede motorredskaber (uden nummerplade), vogne og redskaber på hjul (påhængskøretøjer) aldrig registreringspligtige. Kun hvis køretøjerne anvendes til transport af tredjemands gods eller af maskinstation til godstransport, er køretøjer registreringspligtige.

Lovgivningen foreskriver:

Mønsterdybden på køretøj med størst tilladt hastighed på over 40 km/h skal mindst være:

  1. 1,6 mm for køretøj med tilladt totalvægt på højst 3.500 kg og
  2. 1,0 mm for køretøj med tilladt totalvægt på over 3.500 kg

Ovenstående betyder, at der på landbrugskøretøjer ikke direkte er krav til dækmønsteret. Men dækkene skal være ubeskadigede. Dæk med skader som revner eller gamle lastbildæk med synlig stålarmering er ulovlige. Højhastighedstraktorer (>40 km/t) registreres som lastbil, og er omfattet af krav til dækmønstre.

Desuden gælder:

  • Dækkene skal have en bæreevne mindst svarende til køretøjets tilladte akseltryk og være beregnet til mindst køretøjets tophastighed.
  • For traktorer, motorredskaber og påhængskøretøjer til disse kan de tilladte akseltryk alternativt nedsættes til dækkenes bæreevne.
  • Hvis et køretøj er forsynet med hastighedsbegrænser, anses tophastigheden som den begrænsede hastighed (fx fartbegrænsede lastbiler).
  • På køretøjer med størst tilladt hastighed på over 30 km/h, skal bæreevne- og hastighedsangivelse tydeligt og holdbart være afmærket. 
  • For regummierede dæk lægges den foreliggende mærkning for bæreevne og hastighed til grund. Der må ikke være to forskellige mærkninger på dækket.
  • Dæk mærket fx “Sekunda”, “For Farm Use Only”, “TA” (Traction Animal), “Bis 30” (indtil 30 km/h) eller ”Caravan” (skurvogn), kan ikke lovligt anvendes på godkendt eller registreringspligtig traktor og påhængsvogn. 

Vil du vide mere?