Planter

Nedvisning af kartofler - Engelske erfaringer fra 2019

Som følge af et generelt EU-forbud mod brug diquat (Reglone) til nedvisning af kartofler, er der i England igangsat en større forsøgsserie, som skal afdække effekten af forskellige alternative midler.

Forsøgene i første års afprøvning viser, at der er i nogen år, som i 2019, kan anvises tilstrækkelig effekt ved brug af forskellige kombinationer af kemiske og mekaniske metoder. Forsøgene er gentaget i 2020 og afrapporteres i 2021.

Konklusioner i 2019

  • Kartofler var skindfaste 1-2 dage senere ved brug af Spotlight, Gozai og Finalsan (Topgun) sammenlignet med brug af Reglone og mekanisk aftopning i kombination med Gozai og Saltex (Saltlage). 
  • Kartofler bliver efter nedvisning skindfaste 2-4 uger efter første behandling. Perioden afhænger meget af sort. En sen sort var ikke skindfast selv efter fire uger.
  • Aftopning og toptrækning fører til umiddelbart stop i tilvækst.
  • Der var kun genvækst ved brug af aftopning i et enkelt forsøg med læggekartofler.
  • Midlerne Reglone og Saltex (saltlage af NaCl) var mest effektive til at fjerne blade.
  • Kartoflerne var 2-4 dage længere om at nedvisne ved brug af Spotlight og/eller Gozai sammenlignet med Reglone.
  • Finalsan i kombination med Spotlight var signifikant langsommere til at nedvisne blade sammenlignet med både Reglone og kombinationer af Spotlight/Gozai.
  • Der var ingen forbedret effekt af at bruge tilsætning af additiv til svampemidlet Ranman.
  • Stænglerne var langt sværere at nedvisne sammenlignet med nedvisning af blade, men forholdet i effekt mellem midlerne var den samme for blade og stængler.
  • Der var dårlig sammenhæng mellem hastighed for nedvisning og skindfasthed for de enkelte midler.
  • Finalsan førte til den langsomste nedvisning, men der var ikke forskel, hvad angår skindfasthed.
  • Ubehandlede kartofler fortsatte væksten og øgede udbyttet med 80 til 100 hkg på tre uger. Der var ingen større tilvækst efter første behandling for nogle af de afprøvede kemiske midler. Aftopning og toptrækning førte dog til et momentant stop for tilvækst.
  • Der var ingen behov for en tredje behandling 14 dage efter første behandling i 2019.
  • Manglende vækststandsning forlængede perioden, inden der blev opnået skindfasthed.
  • Der var ingen forskel på de afprøvede metoder med hensyn til nekroser i navleender eller misfarvning af karstrenge.
  • Vækststandsningsmetoden havde i 2019 ingen indflydelse på skindkvalitet og råd, hverken efter høst eller efter lagring, eller på spireevne og antal spire i det efterfølgende forår.

Engelske anbefalinger på baggrund af ét års forsøg i 2019

  • En effektiv vækststandsning er vigtig for at forebygge genvækst og dermed kartoffelskimmel og virus.
  • Finalsan (Topgun) i kombination med Spotlight har en langsommere effekt sammenlignet med Reglone. Dette har dog ingen betydning for opnåelse af skindfasthed.
  • Udsprøjtning af Gozai skal ske tidligt om morgenen eller senest midt på formiddagen for at opnå maksimal effekt.
  • Tør jord øger hastigheden på opnåelse af skindfasthed. Dette kan have betydning for specielt salatkartofler. Stop vanding senest 7 dage før nedvisning.
  • Skindfasthed opnås 2-4 dage senere ved brug af Gozai sammenlignet med Reglone, aftopning, toptrækning.
  • Kemisk nedvisning har større effekt i afgrøder, som udviser begyndende afmodning.
  • Anvend 10 pct. mindre N-gødskning i forhold til optimal vækst.
  • Hastigheden for opnåelse af skindfasthed er sortsbetinget.
  • Selvom væksten stopper momentant ved brug af Reglone, aftopning og toptrækning, er tilvæksten efter de øvrige kemiske nedvisningsmidler meget begrænset. 

Metode 

I forsøgene var der tre behandlingstidspunkter (T1, T2 og T3), hver med en uges mellemrum. Parcellerne var på fire rækker (3,6 m) og 6 - 8 meter lange. Ved aftopning blev der efterladt 15-20 cm stængel (optimal aftopningshøjde for efterfølgende behandling med Spotlight Plus og Gozai) og alle kemiske behandlinger efter aftopning blev udført 2 timer efter aftopning. Toptrækning blev udført ved håndkraft. 

Ved behandling med kemiske midler blev der anvendt 400 l vand pr. ha. Dog blev der ved brug af Saltex anvendt 1.123 l pr. ha. Alle kemiske produkter blev anvendt efter producenternes anbefaling. Spotlight Plus (carfentrazon-ethyl) i 1,0 l pr. ha ved T1 og 0,6 l pr. ha ved T2. Gozai (pyraflufen-ethyl) i 0,8 l pr. ha plus 1,5 l additiv pr. ha. Finalsan (pelargonsyre) blev tilført i en koncentration på 16,8 pct. Saltex (koncentreret saltlage) blev udbragt i en dosering på 301 kg/ha kogsalt (NaCl). 

Der blev ligeledes afprøvet for om forskellige skimmelmidler har effekt som additiv. Disse resultater er ikke medtaget. Der blev udført fem parcelforsøg (fire gentagelser) og to demonstrationsforsøg (én gentagelse).

Forsøgsresultater

Kilde

Stalham M. 2020. Final report. Potato dessication. Re: P1901285. AHDB

Vil du vide mere?

Støttet af