Med virkning fra 1. januar 2021 er § 50 blevet justeret
Stk. 1 er uændret
§ 50, stk. 1 er uændret og fastsætter, hvilke informationer IE-husdyrbrug skal sende til kommunen, og at det skal ske en gang om året. Det drejer sig om følgende oplysninger:
- Logbøger for eventuel miljøteknologi.
- Dokumentation for miljøledelsessystem, jf. § 42, stk. 3.
- Logbog over gennemførte kontroller, jf. § 44, stk. 5.
- Dokumentation for overholdelse af fodringskrav, jf. § 46.
Stk. 2 – ændret frist
Stk. 2 er ændret og fastsætter, at oplysningerne hvert år skal indsendes til kommunen senest den 31. december. Hidtil har fristen været den 31. marts.
IE-husdyrbrugene får altså en længere frist til indsendelse, sådan at de IE-husdyrbrug, som får tilsyn efter den 31. marts ikke stilles dårligere – se nedenfor om stk. 3.
Oplysninger for det forudgående kalenderår
Stk. 2 fastsætter også, at de oplysninger, der skal indsendes, skal angå det forudgående kalenderår. Det betyder, at:
- oplysninger for 2020 skal indsendes senest 31. december 2021.
- oplysninger for 2021 skal indsendes senest 31. december 2022.
Oplysningerne skal indsendes samlet.
Stk. 3 – præcisering vedr. tilsyn
Det er præciseret i § 50, stk. 3, at den indberetning, som skal ske en gang om året for det forudgående år, kan indhentes af kommunen i forbindelse med tilsyn.
Ingen ændringer i retstilstanden
Miljø- og Fødevareministeriet (nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri) vurderer i sit høringsbrev, at der ikke mht. § 50 er sket ændringer af den hidtidige retstilstand. Ændringerne skal alene sikre, at indberetninger kan indsendes og modtages på en relevant og hensigtsmæssig måde og tidspunkt.
Det nævnte høringsbrev handler om ændringerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen pr. 1. januar 2021 og er fra 23. september 2020. Find det på Høringsportalen.