Resumé
Meddelelse 1340: I en test af foderkoncepter viste foderkonceptet fra Mollerup Mølle den højeste foderoptagelse, daglig tilvækst og dækningsbidrag og færrest diarrébehandlinger sammenlignet med koncepterne fra Danish Agro og Vestjyllands Andel. Danish Agro opnåede bedst foderudnyttelse og produktionsværdi, hvorimod Vestjyllands Andels koncept generelt gav de laveste produktions- og økonomiske resultater.
Afprøvningen sammenlignede tre foderkoncepter til smågrise fra Danish Agro, Mollerup Mølle og Vestjyllands Andel med fokus på at opnå højest muligt dækningsbidrag uden at øge diarrébehandlinger.
Foderkoncepterne var udviklet af de enkelte firmaer og varierede i næringsstofindhold, ingrediensvalg og fodringsstrategi, herunder tidspunkt for foderskift. Resultaterne blev derfor vurderet som samlede koncepter ift. økonomi (dækningsbidrag), produktivitet (tilvækst og foderudnyttelse) samt diarré (antibiotikabehandlinger).
Afprøvningen viste, at Mollerup Mølles koncept gav det højeste foderoptag, den største daglige tilvækst og det højeste dækningsbidrag, både ved aktuelle priser og ved 5-års priser. Danish Agros koncept gav derimod den bedste foderudnyttelse.
Koncepterne fra Mollerup Mølle og Danish Agro gav den højeste produktionsværdi pr. gris pr. dag, mens Vestjyllands Andels koncept generelt gav de laveste produktions- og økonomiske resultater.
Der blev ikke fundet statistisk sikre forskelle i diarrébehandlinger mellem de tre koncepter, men der var en tendens til færre behandlinger med Mollerup Mølles koncept sammenlignet med Vestjyllands Andels.
Vil du vide mere?
Emneord

