Grise

Giv mere Liv til dit sohold og vind 25.000 kr.

VKST, Velas, Agillix, SvineRådgivningen og SEGES Innovation ønsker i fællesskab at højne so-overlevelsen. Derfor kan du nu deltage i en konkurrence, hvor besætningen med den bedste procentvise overlevelse kan vinde 25.000 kr.

Hvor vigtigt er det for dig at give dine søer en bedre hverdag i stalden? Hvis du lige som så mange andre ønsker at se resultater fra dine søer, kan du indtil juli 2026 have fokus på at gøre hverdagen bedre for søerne med en ny kampagne. Her er fokus at øge so-overlevelsen og dermed resultaterne. Det er et samarbejde mellem SEGES Innovation, VKST, Velas, Agillix og SvineRådgivningen, der i øjeblikket sætter fokus på netop dette.

”Vi står i en situation, hvor mange griseproducenter ønsker at gøre noget ved so-dødeligheden. Derfor sætter vi i fællesskab nu gang i denne konkurrence, som, vi håber, kan motivere griseproducenterne og deres ansatte til at vende udviklingen i egen besætning”, forklarer Dorthe Poulsgård Frandsen, chefkonsulent hos SEGES Innovation.

Landsgennemsnittet for so-dødeligheden lå ifølge de seneste tal fra DAKA på 16,5 procent i 2023. Det er langt højere end branchens målsætning, som er 9 procent for s-odødeligheden.

Bedste resultat og laveste so-dødelighed

Konkurrencen er opdelt i 2, og deltagerne kan både vinde for den laveste so-dødelighed, og ved at opnå den bedste procentvise forbedring i so-dødeligheden.

”Vi er stolte af at kunne sætte denne konkurrence i værk. Vi ved, at der er mange medarbejderne, der ønsker at gøre en indsats og godt kunne tænke sig bedre resultater på bedriften. Vi ved også, at so-overlevelsen kan hæves. Derudover ved vi, hvad der skal til. Vi har stor erfaring med at opnå målene og har mange indgangsvinkler og værktøjer til både processen og fagligheden. Det bliver et langt sejt træk, men vi hjælper so-holderne med at holde kurs og motivation”, påpeger Kristian Nielsen, afdelingschef for team Gris i Velas, på vegne af styregruppen bag konkurrencen.

Sådan deltager du i konkurrencen

For at kunne deltage i konkurrencen, skal du dele sin besætningsdata og kontakte enten VKST, Velas, Agillix eller SvineRådgivningen for at tilmelde din besætning.
”For at kunne se, hvor godt man klarer sig på so-overlevelsen, skal vi bruge de tal, der viser, hvad man har opnået med de ændrede managementrutiner, skift af foder, eller hvad der nu skal til, for at man får en højere so-overlevelse og rykker sig på den front”, fortæller Dorthe Poulsgård Frandsen.

Du kan allerede nu få en masse viden om so-holdet i de forskellige staldsektioner.
”Men man kan altid tage en snak med sin rådgiver. De kan med deres øjne hurtigt spotte, hvor tingene kan forbedres. Og så er den individuelle vurdering jo altid en god vej at gå,” fortæller Dorthe Poulsgård Frandsen.

Vigtig at videndele de gode tiltag

De to besætninger, der vinder konkurrencen, skal medvirke i en artikel og dele de gode tiltag, som har forbedret deres overlevelsesprocent.

”Det er utrolig vigtigt, at vi videndeler og lærer af hinanden, når vi ser en stor variation mellem besætningerne, når det gælder so-dødeligheden. Og griseproducenter deler jo heldigvis gerne med hinanden, når man ligger inde med nogle guldkorn”, siger Dorthe Poulsgård.

VKST, Velas, Agillix og SvineRådgivningen er i øjeblikket ved at finde nogle ambassadører, der allerede nu kan dele deres erfaringer fra hverdagen i stalden på de sociale medier. 

”Vi håber, at det kan inspirere flere til at fastholde fokus: Nemlig at holde liv i flere søer. At se andres hverdag, og hvordan de udfører givne opgaver på deres arbejdsplads kan være med til at letter vejen for den enkelte. Det er deltagerne, der skal vise deres sejrer, så vi i samlet flok formår at sænke so-dødeligheden på landsplan,” påpeger Dorthe Poulsgård.

Tilmeld dig konkurrencen SoLiv 3.0

Du tilmelder dig konkurrencen SoLiv 3.0 ved at kontakte dit lokale rådgivningscenter eller din dyrlæge. Deadline for tilmeldingen er 25. juni 2025. De endelige vindere af konkurrencen kåres, når besætningsdata for første halvår af 2026 er opgjort. Derefter findes besætningen med den laveste sodødelighed, og den besætning, der har rykket sig mest procentvis, vinder hver 25.000 kr. Præmierne er sponseret af VKST, Velas, Agillix, SvineRådgivningen og SEGES Innovation.

SoLiv konkurrence

SoLiv 3.0 er en konkurrence, hvor to so-hold kan vinde for henholdsvis laveste so-dødelighed og største procentvise fremskridt.

Emneord

Vil du vide mere?

Støttet af