nyplantet skov

Natur og vandmiljø, Planter, Økonomi og ledelse

Ny ansøgningsrunde: Få støtte til skovrejsning på din jord

Klimaskovfonden har netop åbnet en ansøgningsrunde, hvor du kan søge om støtte til skovrejsning på din jord. Du kan få op til 65.000 kr. per hektar i støtte. Fonden forventer også, at du kan få kompensation for tabt indtægt i forbindelse med skovrejsningen.

Klimaskovfonden har 20. maj 2025 åbnet en ny ansøgningsrunde med et budget på 75 millioner kroner. Hvis du søger om penge i den nye runde, kan du få op til 65.000 kr. per hektar i støtte til rejsning af skov på din jord. 

Derudover forventer Klimaskovfonden, at du kan få kompensation for manglende indtjening ved omlægning til skov. Folketinget er nemlig i disse uger ved at behandle en lovændring om netop det. 

Klimaskovfonden håber, at mange lodsejere vil bruge muligheden for at rejse skov på deres ejendom.

”Vi vil give økonomisk kompensation til jordejere på samme niveau som en kommende statslig støtteordning. Derudover får man finansieret selve skovrejsningen, og det betyder, at omkostningerne ved at plante træer på landbrugsareal bliver mindre for den enkelte landmand,” siger chefkonsulent Mikael Kirkebæk fra Klimaskovfonden.

Støtte uddeles efter auktionsprincip

I Klimaskovfonden kan du søge støtte til skovrejsning, hvis du har mere end 5 hektar. Klimaskovfonden giver støtte efter et auktionsprincip, hvor du selv sætter prisen på den CO2-reduktion, som dit skovrejsningsprojekt vil medføre. CO2-effekten beregnes automatisk i fondens regnemodel, og de projekter, der giver mest CO2 for pengene, prioriteres inden for budgettet på 75 millioner kroner. 

Udover CO2-effekten får dit skovrejsningsprojekt point for at levere på synergieffekter såsom drikkevandsbeskyttelse, kvælstofreduktion eller biodiversitet.  

Lettere at sende ansøgning afsted

I denne ansøgningsrunde har Klimaskovfonden ændret vilkårene, så du som lodsejer får lettere ved at få ansøgningen afsted, så træerne i sidste ende kommer hurtigere fra skrivebord til jord.

Nu skal du således modsat tidligere kun ansøge i én omgang, og det betyder, at alle oplysninger om projektet skal indgå i din ansøgning fra start. Du behøver dog ikke have tilladelser fra myndigheder på plads, inden du søger. 

Klimaskovfonden stiller krav om, at der plantes blandede skove med mange arter, skovbryn og plads til biodiversitetsarealer. Sidstnævnte skal fylde 10-50 procent af arealet. Skove med støtte fra Klimaskovfonden skal pålægges fredskovspligt, men du bestemmer selv, om du vil have vild natur eller produktionsskov. 

Fristen for at søge i den nye ansøgningsrunde er 12. juni 2025. Klimaskovfonden har givet tilsagn om støtte til flere end 177 skovrejsnings- og lavbundsprojekter på i alt 1.743 hektar de seneste år.

Fakta om den nye ansøgningsrunde

  • Klimaskovfonden har 20. maj 2025 åbnet en ny ansøgningsrunde med et budget på 75 mio. kr. Ansøgningsfristen for at søge støtte til skovrejsning i den nye runde er 12. juni 2025.
  • Du kan søge støtte til skovrejsning på private arealer over 5 hektar, og du kan få op til 65.000 kr. per hektar. Derudover forventer fonden, at du kan få kompensation for tabt indtægt i forbindelse med skovrejsningen.
  • Du søger støtte via Klimaskovfondens hjemmeside, hvor du også finder vejledning, informationer og en liste over skovkonsulenter, der kan hjælpe dig med projekt og ansøgning.

Vil du vide mere?

Billede 1