Økonomi og ledelse

Har du varmepumpe eller elvarme – så tjek din BBR

Hvis du får leveret elektricitet til den lave elvarmesats, fordi din bolig er opvarmet med varme-pumpe eller elvarme, er det vigtigt, du tjekker din BBR.

Hvis boligen ikke er registreret korrekt, risikerer du en dyrere elregning.

Hvad er elvarmesats?

Boliger opvarmet med elvarme eller varmepumpe, kan normalt få leveret elektricitet fra deres elhandelsvirksomhed til en lavere afgiftssats end normalt. Det gælder dog kun for det forbrug, der overstiger 4.000 kWh årligt.

Den såkaldte elvarmesats er i 2021 0,8 øre pr. kWh.

Den normale elafgiftssats er i 2021 90,00 øre pr. kWh.

Det er altså en besparelse på mere end 1 kr. kWh inkl. moms.

For en boligejer med fuldt elopvarmet bolig med elpaneler skønnes afgiftsbesparelsen at være mere end 12.000 kr. om året, hvis registreringen i BBR er rigtig.

For en boligejer, der opvarmer sit hus med varmepumpe, skønnes besparelsen til at være mere end 5.000 kr. årligt.

Et af kravene for at få leveret elektricitet til elvarmesats er, at boligen i BBR er registreret som elopvarmet helårsbolig. Er boligen ikke registreret korrekt i BBR, er betingelserne for at købe elektricitet til elvarmesats altså ikke opfyldt.

De husstande, som rent faktisk får leveret elektricitet til elvarmesats, har dette registreret i den såkaldte Datahub, som er et IT-system, der drives af Energinet.dk.

Hvorfor skal du tjekke BBR nu?

Energinet.dk laver løbende samkørsel af oplysningerne i BBR og oplysningerne i Datahubben. Er boligen registreret i Datahubben med elvarmesats, men ikke som elopvarmet helårsbolig i BBR, kan konsekvensen altså være en meget dyrere elregning, og i værste fald også med tilbagevirkende kraft.

Så tjek oplysningerne for din bolig i BBR så hurtigt som muligt, for at være på forkant.

Hvordan tjekker du BBR?

Tjek, om du er registreret som elvarmekunde i BRR ved at gøre følgende:

  • Gå ind på Den Offentlige Informationsserver på www.ois.dk
  • Indtast din kommune og din adresse
  • Tryk på ”Søg” og find din bolig
  • Tryk på ”BBR-meddelelse” i venstre side
  • Scroll ned til ”Energioplysninger” og tjek, at der står el/elvarme/varmepumpe som primær opvarmningsform under ”Varmeinstallation”
  • Kontakt din kommune om BBR på www.bbr.dk/aendre_din_bbr, hvis din varmekilde ikke er registreret korrekt, eller hvis der er fejl i dine BBR-registreringer, og bed dem om at rette fejlen.

Køber du elektricitet til almindelig sats?

Opvarmer du din bolig med elvarme eller varmepumpe, og får du stadig leveret elektricitet med den almindelige høje afgiftssats, kan du kontakte din elhandelsvirksomhed for at høre nærmere om mulighederne for elvarmesats.

Vil du vide mere?