Jura, Økonomi og ledelse

Nyt beskæftigelsesfradrag for arbejdende seniorer er vedtaget

Forhøjelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag for beskæftigede seniorer skal gøre det mere attraktivt at arbejde de sidste fem år frem til folkepensionsalderen. Skattereglerne gælder allerede for 2026.

Nyhed

19. november 2025

 Opdateret 13. november 2026

Det er besluttet at forhøje det ekstra beskæftigelsesfradrag og udvide fradragsperioden fra to til fem år før folkepensionsalderen. Lovforslaget er blevet hastebehandlet, så det forhøjede seniorfradrag automatisk kan komme med på forskudsopgørelsen for 2027, der åbner den 24. november.

Det særlige beskæftigelsesfradrag beregnes som en procentdel af personlig indkomst, hvoraf der betales AM-bidrag. Fradraget blev oprindeligt indført som et led i skattereformen i 2023, men ordningen forbedres markant med finansloven for 2026.

  • Perioden for det ekstra beskæftigelsesfradrag udvides fra 2 til 5 år fra og med 2026. 
  • Derudover forhøjes fradragssatsen til 8,5 % i 2026-2029, og til 10 % fra og med 2030. 
  • Det maksimale fradrag øges til 37.000 kr. i 2026-2029, og til 43.800 kr. fra og med 2030.

For at få fradraget skal man som lønmodtager eller selvstændig have ret til det almindelige beskæftigelsesfradrag. Man kan ikke få det ekstra beskæftigelsesfradrag i det år, hvor man når folkepensionsalderen, eller i årene efter. Hvis man fortsætter med at arbejde, kan man i stedet få en skattefri seniorpræmie.

Tabel 1

I 2026 gælder et loft for fradraget på 37.000 kr. Det maksimale fradrag nås derved ved en årsindkomst på ca. 435.000 kr. svarende til en månedsløn på lige over 36.000 kr. før AM-bidrag. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag med en skatteværdi på ca. 25 %. Et fuldt fradrag på 37.000 kr. giver dermed en skattebesparelse på ca. 9.250 kr. om året.

Hvis man er berettiget til det ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer i 2026, vil man få medregnet fradraget ved årsopgørelsen. Kun for seniorer født i 1960 og 1961 vil det særlige beskæftigelsesfradrag fremgå af forskudsopgørelse for 2026, og det vil kun være med det tidligere vedtagne fradrag på op til 6.100 kr. Skattestyrelsen oplyser, at de ikke automatisk udsender nye forskudsopgørelser, når de nye regler er vedtaget. De personer der er omfattet i 2026, får derfor som udgangspunkt først rigtig glæde af fradraget, når de i april 2027 får udbetalt overskydende skat for 2026, medmindre de selv opdaterer deres forskudsopgørelse efter vedtagelsen.

Vil du vide mere?