Kvæg

Fra goldko til nykælver - dette bør du prioritere i koens vigtigste overgangsperiode

Man kan undgå stort set alle produktionssygdomme, fx mælkefeber, børbetændelse, ketose, yverbetændelse og hornrelaterede klovlidelser, hvis køerne kommer godt igennem overgangsperioden fra en laktation til den næste.

Man kan undgå stort set alle produktionssygdomme, fx mælkefeber, børbetændelse, ketose, yverbetændelse og hornrelaterede klovlidelser, hvis køerne kommer godt igennem overgangsperioden fra en laktation til den næste.

Mælkefeber, børbetændelse, ketose, yverbetændelse og hornrelaterede klovlidelser. Det er alt sammen sygdomme, som enten hænger direkte sammen med management af overgangskøer, altså goldkøer og nykælvere, eller hvor de væsentligste risikofaktorer bliver grundlagt i denne periode. 

At management i perioden før og efter kælvning er afgørende afspejles også i, at dødeligheden for ældre køer er op mod ti gange så høj i de første uger efter kælvning i forhold til senere i laktationen. Tilsvarende er dødeligheden for første- og andenkalvskøer ca. tre gange så høj i denne periode.

Fokus på goldkøer og nykælvere giver sundere køer

Overgangskøer er særligt skrøbelige, blandt andet fordi deres immunforsvar er hæmmet.

Dels mobiliseres en masse antistoffer til råmælken og til at rense fødselskanalen efter kælvning, og dels er leveren meget belastet i denne periode, hvilket også er med til at nedsætte immunforsvaret. 

Alle sygdomme fra digital dermatitis til yverbetændelse har altså langt friere spil. Dette understreger, at der er et stort behov for øget fokus på hygiejne og smittebeskyttelse i denne periode samt skærpede krav til håndtering, opsyn og opstaldning af den enkelte ko. 

Forkert håndtering eller for sen indgriben over for en begyndende sygdom hos overgangskøer er det, der giver allerflest problemer gennem hele laktationen. Og på den anden side er korrekt håndtering det, der giver det bedste grundlag for en stærk og højtydende ko. Det er den vigtigste periode overhovedet i en kos liv. 

Mange goldkøer og nykælvere er stressede på grund af for lidt plads 

Plads er en af væsentligste faktorer for at få koen stærk igennem overgangsperioden.

Køer under afgoldning og i opstartsperioden skal have mere plads alle steder end flertallet har i dag: I gangene, i dybstrøelsen, ved foderbordet og i sengebåsene. 

Det er let at forstå, at nogen kommer til at klemme for mange køer sammen på for lidt plads, for rent visuelt ser det ud til, at der er plads nok. Men alle undersøgelser viser, at jo mere plads de får, jo stærkere kommer de igennem overgangsperioden. Optimalt set bør hver ko på dybstrøelse have 10 m2.

Mere plads til overgangskøer vil give højere mælkeydelse

Først og fremmest handler det om at stresse køerne mindst muligt. En stresset ko er en sårbar ko, og alle ved, at særligt de lavest rangerende køer stresses af at blive klemt for tæt sammen med ældre køer. 

En stresset ko hviler og æder for lidt, og så er barren sat i forhold til mælkeproduktionen i den efterfølgende laktation.

Rigeligt med plads tilgodeser også koens naturlige adfærd med at søge for sig selv, når kælvningen er nært forestående. Når hun forhindres i det, er det endnu et stressmoment.

Det kan være svært at skaffe ekstra plads i eksisterende produktionsanlæg. Men mange steder er der et ekstra rum – en ældre ladebygning eller lignende, der kan strøes op, så man får nogle flere ædepladser til køerne i overgangsperioden. Det er naturligvis ikke de stærke køer, der vil kvittere for det, men det vil sikkerhed hæve bundniveauet.

Førstekalvekøer kvitterer godt for et opstartshold

Et opstartshold vil være optimalt, særligt til førstekalvs¬køerne. 

Førstekalvskøerne kvitterer i den grad for at få ro og plads i mindst tre-fire måneder, og helst så længe som muligt. Så vil man se en effekt på både celletal, løbedrejninger, ketose og ydelse.

En prioritering af plads bør derfor altid falde ud til førstekalvskøernes fordel. Og en generel holdopdeling i henholdsvis førstekalvs- og ældre køer vil i de fleste besætninger give mere værdi end opdeling efter ydelse eller drægtighed.

Adskil goldkøer og kælvekvier

Generelt vil man få noget ud af at give førstekalvskøerne særbehandling både før og efter kælvning. 

Og det anbefales, at man adskiller goldkøer og kælvekvier. 

Op til kælvning er køerne fulde af hormoner. Det betyder, at de er meget mere opmærksomme på alting, og de påvirkes lettere. Så kælvekvierne bliver typisk meget stressede af at være sammen med de ældre goldkøer – og det på et tidspunkt, hvor de rent fysisk er dårligt rustede til at tage de knubs, det giver.

Hvis man ikke har mulighed for at etablere et opstartshold, anbefales det, at man lukker førstekalvs¬køerne ud til malkekøerne i små flokke i stedet for enkeltvis. Undersøgelser viser, at små flokke af førstekalvskøer har mere selvtillid og bedre kan klare sig over for de ældre køer, når de er i flok.

Gennemgå rutinerne og få stærkere og sundere køer

Det lyder utroligt banalt at påpege vigtigheden af god adgang til hvile, foder og vand. 

Men opstår der konkurrence om adgang til fx foder, er det den i forvejen skrøbelige overgangsko, der taber. 

Nogle mælkeproducenter kommer, helt uforvarende, til at afskære deres goldkøer og nykælvere fra optimal adgang til at få opfyldt de helt basale behov. Det kan være som følge af nogle rutiner, man ikke er opmærksom på eller fysiske forhold, der godt kan ændres. Derfor kan det være en god ide at gennemgå alle ansattes rutiner omkring goldkøer og nykælvere, for at sikre, at køerne kommer godt igennem overgangsperioden.

Hård håndtering af overgangskøer giver dårligere klove

Mange er opmærksomme på yverbetændelse, børbetændelse og ketose i overgangsperioden.

Men også hornrelaterede klovlidelser som sålesår bliver grundlagt i perioden omkring kælvning. 

I overgangsperioden er koen nemlig mere ’blød’ i alle led. 

Det skyldes, at alle koens ligamenter, det vil sige ledbånd, bliver blødere omkring kælvning. Det sker for at åbne fødselsvejen op, så kalven kan fødes. Men da opblødningen sker hormonelt, opblødes også alt andet bindevæv i kroppen, og dermed også bindevævet omkring klovbenet. Klovbenets ophæng i klovkapslen bliver dermed løsnet med risiko for, at der sker trykskader mellem klovbenet og klovsålen.

Som følge af de fysiske ændringer er koen særlig følsom over for at gå og stå på hårdt underlag i overgangsperioden. Samtidig er det vigtigt ikke at drive den for hårdt i hele perioden før og efter kælvning, hvis man har brug for at flytte den. 

Nykælvere kan få klovskader af drivbommen

Det første grundlag til et senere sålesår eller en løs hvid linje, kan blive dannet, hvis koen bliver tvunget til at ’stå imod’, stoppe hurtigt op eller sætte hurtigt i gang, simpelthen fordi ’ophænget’ omkring klovbenet er så blødt. 

Tænk især på, hvordan koen drives til malkning, og om en eventuel drivbom anvendes skånsomt. Der kan opstå mange klovskader hos en nykælvet ko, der bagest i flokken til malkning bliver presset for hårdt frem af drivbommen. 

 

Vil du vide mere?