Resumé
Klimaaftrykket fra danske grise er reduceret med 48 pct. siden 1990 og forventes at være mere end 50 pct. lavere i 2030. Udviklingen er drevet af højere produktivitet, bedre fodereffektivitet, mere klimavenligt foder og reduktion af metanemission fra husdyrgødning. Resultaterne viser, at dansk griseproduktion har leveret betydelige klimaforbedringer målt pr. kg levende gris.
Notatet beskriver udviklingen i klimaaftrykket fra dansk griseproduktion fra 1990 til 2024 samt en fremskrivning til 2030. Der er udviklet en model, som beregner klimaaftrykket for hele produktionen af søer, smågrise og slagtegrise ud fra en livscyklustilgang, der omfatter foderproduktion, energi, metan- og lattergasemissioner samt effekten af forskellige klimavirkemidler
Analysen viser, at klimaaftrykket pr. kg levende gris er faldet markant siden 1990. Når indirekte arealanvendelsesændringer (iLUC) medregnes, er klimaaftrykket reduceret med 48 pct. i 2024 sammenlignet med 1990. Frem mod 2030 forventes klimaaftrykket pr. kg levende gris at være mere end 50 pct. lavere i forhold til 1990.
De væsentligste forklaringer på reduktionen er forbedret produktivitet i soholdet, bedre foderudnyttelse, ændringer i foderets sammensætning, mere klimavenlig energiforsyning samt øget anvendelse af teknologier, der reducerer metanemission fra husdyrgødning. Foderet udgør fortsat den største enkeltkilde til klimaaftrykket, mens metan fra gyllen er den vigtigste drivhusgasrelaterede udfordring.
Der peges samtidig på, at nye krav til dokumentation af afskovningsfri soja samt ændrede beregningsmetoder for arealanvendelsesændringer forventes at reducere klimaaftrykket fra foder yderligere i de kommende år.
Vil du vide mere?
Emneord
