Store dyr i udtagningsprojekter

Danmark står over for en omfattende forandring af landskabet som følge af den grønne trepartsaftale.  Centralt i aftalen står genskabelse af lavbundsområder, der spiller en afgørende rolle i klimaindsatsen og beskyttelsen af vandmiljøet ved at tilbageholde hhv. drivhusgasser og næringsstoffer. Genetablering af naturlige hydrologi i disse områder kan reducere udledningen af klimagasser og tilbageholde næringsstoffer fra landbruget, som omsættes i lavbundsområderne fremfor at ende i fjorde og kystnære havområder. Forventning er ligeledes at de udtagne arealer skal bidrage til mere natur i landskabet.

Aftalen omfatter ikke kun lavbundsjorde, men også skovrejsning, inklusive urørt skov, og arealer til at skabe sammenhæng mellem naturområder. Konkret er målet at udtage 70.000 hektar lavbundsjorde og yderligere 70.000 hektar randarealer – i alt 140.000 hektar.

I lavbundsprojekterne er der en unik mulighed for at skabe store sammenhængende naturområder, hvor naturlige dynamikker kan genoprettes og biodiversiteten tilgodeses. Et væsentligt genopretningstiltag for at højne naturkvaliteten er introduktion af et mere naturligt græsningsregime. Denne artikel beskriver de store dyrs rolle i naturen, opmærksomhedspunkter ved græsning på våde arealer og peger på relevante arter og racer til naturlig græsning på lavbundsarealer.

Du kan læse mere om den grønne trepartsaftale her: Aftale om et Grønt Danmark.

De store dyrs rolle i naturen

Store dyr og særligt store planteædere er essentielle for et væld arter i naturen: De bider vegetationen ned, tramper hul på plantedækket og blotter mineraljorden. Disse forstyrrelser af jordoverfladen danner spirebede og laver plads til lave-bredbladede-urter. Dyrene æder skud og løv på træer og buske samt skræller stammerne, hvorved svampe og insekter kan kolonisere træerne, så der senere hen opstår hulheder og dødt ved, der er levesteder for f.eks. fugle. Dyrene efterlader gødning og gør således plantematerialet tilgængeligt for svampe og insekter, som er føde for fugle og pattedyr. Dyrene har også betydning for frøspredning over større afstande, og derved påvirkes den naturlig udvikling i plantesamfundet på naturarealerne. 

Dyr som hest, kvæg og svin er nøglearter i økosystemet fordi de med deres tilstedeværelse skaber plads og mulighed for andre arter, der ellers ikke ville kunne finde plads. Det er vigtigt at forstå at arterne og biodiversiteten er udviklet i et historisk landskab med store dyr, som urokser, næsehorn, bison, heste og elefanter, og selvom disse store dyr ikke længere er i landskabet, så har biodiversiteten stadig gavn af de effekter som deres erstatninger, f.eks. kvæg, bidrager med. Store planteædere er med andre ord helt afgørende for genopretning af naturen, og for de forhold som arterne og dermed biodiversiteten trives under.

Valg af dyr til græsning

Genopretning af naturlig græsning vil i mange tilfælde omfatte udsætning af store planteædere, der ellers ikke er til stede i naturen. Planteædere er forskellige i deres fødevalg, foretrukne habitat, vægt, fordøjelse, gødning osv. Forskellige arter af dyr bidrager derfor forskelligt til biodiversiteten. Generelt for genopretning af græsningsfunktionen i naturområder kan ekstensive racer af heste, kvæg og svin med fordel suppleres med arter som f.eks. bison, bæver, elg og vandbøffel, der udfylder andre nicher og som tidligere også har været helt almindelige i Nordeuropa. Denne artikel fokuserer på græsning på lavbund og våde arealer og kun de mest relevante arter i denne sammenhæng er beskrevet nærmere.

Græsning med lavt dyretryk hvor dyrene går ude hele året, eller i de store dele af året, er den meste effektive metode til at undgå at arealet gror til i høje græsser og stauder, som tagrør, stor nælde, dueurt og agertidsel. 

Denne form for græsning skaber variation i vegetation med lysåbne partier som veksler med tættere krat og giver de bedste vilkår for biodiversiteten på arealet. Robuste racer af kvæg og heste er godkendte til at græsse arealerne over hele året. Desuden anbefales lavt græsningstryk på 70-250kg/ha. Heste og kvæg kan sammen med vandbøfler og tamsvin holdes bag simple elhegn. I større projekter kan der også suppleres med vilde arter som krondyr, elge eller vildsvin, men det kræver specielle hegn egent til disse dyr. Fælles for alle de nævnte dyr er at de bidrager som økosystemingeniør, og gør landskabet mere dynamisk og varieret. 

Herudover har det vist sig, at erfarne dyr der er vant til at leve i naturområder, generelt er bedre til at udnytte fødeudbuddet året rundt, og de kan bedre bevæge sig rundt på arealer med forhindringer som vandløb, grøfter, volde, våd bund og andre landskabsstrukturerer. Derfor anbefales det at sammensætte sine dyreflokke med dyr af forskellige aldre, og så vidt muligt inkludere erfarne dyr som kender arealerne. En kort oversigt over retningslinjer for helårsgræsning kan ses i faktaboksen.

På de våde naturtyper bidrager store dyr også med naturlige processer. Dyrene træder f.eks. den bløde bund op og bidrager til tuedannelse, hvilket helt lokalt skaber et varierende mikroklima og en gradient mellem tør og våd jord. Mange af racer af hest, kvæg og svin, kan klare at græsse i våd natur, hvis de også har adgang til tørre, højere liggende arealer. Desuden klarer vandbøfler sig fortrinligt på de våde arealer og erfaringer fra Danmark bekræfter vandbøflens robusthed og positive effekt på naturkvaliteten i våde områder. Relevante dyr inkl. arter og racer til græsning på våde arealer foldes ud senere i artiklen. 

Våde arealer og helårsgræsning - planlægning og projektudformning

Helårsgræsning anbefales generelt i forbindelse med græsning af natur da man hermed vil få det græsningsregime, som bedst muligt imiterer et naturligt uregulerede økosystem med store græssende dyr. Helårsgræsning sikrer at dyrene har mulighed for at tilgå hele arealet hele året, æde varieret af vegetationen og at der græsses i bund om vinteren for at fremme nøjsomme urter fremfor konkurrencestærke græsser.  

Vådlagte lavbundsarealer er i sagens natur ofte meget våde hele året eller i perioder, derfor kan det være svært at indføre og opretholde helårsgræsning. Det skyldes blandt andet at dyrene kan risikere at synke i jorden og sidde fast, samt at der kan være en øget risiko for parasitter på våde arealer. Herudover, kan det være en udfordring, at dyrene ikke kan finde ly, læ og tørt leje, hvis ikke dyrene har adgang til tørre højbundsjorde. Opsætning af hegn i den bløde bund kan give logistiske udfordringer, som yderligere besværliggør processen. 

Hvis disse områder også skal gavne biodiversitet og naturkvaliteten er det derfor vigtigt, at der netop planlægges efter at muliggøre græsning når udformning og størrelse lægges fast i lavbundsprojekter. Konkret bør der i planlægningen af lavbundsprojekter undersøges om området kan forbindes direkte med omkringliggende arealer. Det er særligt vigtigt, hvis der er omkringliggende højbundsjord der kan bidrage med, tør bund og ly/læ i form af større eller mindre skovpartier. Hermed kan samhegning af arealerne sikre at dyrene i våde perioder kan finde ly og tør bund. 

Den øgede variation i plantesamfundet, som tørre arealer bidrager med i et lavbundsprojekt, vil også være med til at sikre, et mere varieret fødeudbud. Inddragelse af omkringliggende arealer vil bidrage til hegningens samlede størrelse. Dermed kan samgræsning med højereliggende arealer ofte muliggøre at der kan græsses ekstensivt hele året igennem, hvor græsningstrykket tilpasses den naturlige fødemængde gennem vinteren, hvilket har vist sig at give de bedste forudsætninger for biodiversiteten, og er derfor en generel anbefaling hvis områdets natur skal gavnes. 

Store arealer kan også muliggøre, at der græsses med flere arter – f.eks. samgræsning med kvæg og heste, og/eller med vandbøffel, svin med mere. I de næste afsnit beskrives de enkelte dyretyper samt i praktiske forhold.

Heste

Heste (Equus ferus) har historisk haft en vigtig rolle i europæiske økosystemer og de har været en naturlig del af landskabet i store antal indtil for ganske få årtusinder siden, hvor menneskelig påvirkning efter alt at dømme har forsaget, at de stort set er forsvundet fra naturen. Mange planter, insekter og fugle er tilpasset de forstyrrelser, som heste skaber gennem græsning, tramp og afsætning af gødning (lort) i landskabet. 

Heste er generelt bedre til at udnytte forskellige føderessourcer og derfor har en mere varieret kost når man sammenligner med kvæg. Hestes lange ben og adrætte natur gør at de ofte kan bevæge sig bedre rundt på mere våde arealer når man sammenlignet med kvæg. De kan med deres bid, tænder i over og undermund, holde vegetationen meget lav, så der kan komme lys og varme ned til jordbunden. 

Herudover har heste en tendens til at æde plantemateriale med højt fiberindhold og lavt næringsindhold, hvad der er en ret unik egenskab blandt de store græssende dyr. Til græsningsprojekter og helårsgræsning er robuste og nøjsomme hesteracer godkendte af myndighederne.  

Exmoor-ponyer, Konik-heste og Przewalski-heste egner sig særligt godt, da de er hårdføre, nøjsomme og tilpasset klimaet på vores breddegrader. Andre relevante racer kan være Gotlandsruss, Fjordheste, Islandske heste og Shetlandsponyer, som alle er robuste og kan klare sig på naturarealer. Ved valg af hesteracer bør man være opmærksom på at Islandske heste, Konik-heste, Przewalski-heste, Exmoor-ponyer og Shetlandsponyer er godkendte til hestehold uden læskur om vinteren.

Du kan læse mere om reglerne for krav til hold af heste i Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste.

Praktiske forhold

Erfaring og anskaffelse: Robuste hesteracer har været en del af naturplejeprojekter i Danmark og resten af Europa i mange år og der er rigeligt med erfaringer med at holde disse dyr i store indhegninger på naturarealer i helårsgræsning. Exmoor og Konik er relativt udbredte i rewilding-projekter, og der findes opdrættere i Danmark, i nabolande, og der kan udveksles overskudsdyr fra eksisterende projekter. Sidstnævnte vil ofte have de bedste forudsætninger for at kunne tilpasse sig græsning i større naturområder. Fjordheste og islændere er almindelige i privat hestehold, hvilket gør dem nemme at anskaffe.

Krav til hegning: Heste kræver som udgangspunkt blot et glat elhegn med 2-3 tråde. Heste bryder sjældent igennem hegn, men det kan være relevant at sikre, at hegnet er synligt, hvis det er en bekymring, at dyr bryder ud af indhegningen.

Kvæg

Kvæg har en lang historie som produktionsdyr i landbruget, men alle kvægracer stammer fra den oprindelige urokse (Bos primigenius), der forsvandt fra Europa for ca. 400 år siden. Kvæg er generelt mere afhængige af græs i deres fødesøgning og græsser mere jævnt over de græsdominerede arealerne. 

Kvæg er tunge dyr der også træder jorden op og åbner for spirebede, samt graver så der blotlægges mineraljord. Herudover bidrager kvæg med en lang række øvrige effekter, som bark skrælning, skrab med deres horn, afsætning af gødning/lort og anden slid på vegetationen, ligesom de øvrige planteædere.

Til helårsgræsning er det vigtigt at vælge robuste og nøjsomme racer, som kan klare sig uden intensiv fodring og som kan tåle det danske klima og vegetation med en lav foderværdi vinteren over. Skotsk højlandskvæg og Galloway er blandt de mest anvendte racer til naturpleje, da de har tæt pels, god modstandsdygtighed og selv kan finde føde året rundt. Andre egnede racer kan være Angus, Dexter og Hereford, som også er kendt for deres robusthed.

Praktiske forhold

Erfaring og anskaffelse: Skotsk højlandskvæg og Galloway er relativt udbredte og nemme at anskaffe gennem danske opdrættere og ved udveksling af overskudsdyr fra naturprojekter. Disse racer er populære i naturpleje, hvilket betyder, at der findes etablerede netværk og rådgivning.

Krav til hegning: Kvæg er generelt nemme at holde inde med et elhegn. Et to- eller tretrådet glat elhegn er normalt tilstrækkeligt, og hegnet behøver som udgangspunkt ikke at være markeret visuelt. Det er dog vigtigt at sikre god strømstyrke og regelmæssig kontrol, især ved store arealer.

Vandbøfler

Vandbøfler er oplagte til græsnings projekter på våd bund, da de er hårdføre og trives i det våde element. De vandbøfler der i dag benyttes i græsningsprojekter, er den asiatiske vandbøffel (Bubalus bubalis), og det kan lyde eksotisk og fremmed at udsætte dem i den danske natur. Der er dog mening med galskaben, da de asiatiske vandbøfler erstatter den effekt som den oprindelige europæiske vandbøffel (Bubalus murrensis) har haft. På samme måde, som tamme kvæg, kan have nær samme funktion i økosystemerne som uroksen har haft. 

Vandbøfler er særligt tilpassede til våde arealer og kan være ideelle til helårsgræsning i lavbundsprojekter. Det kræver dog, at man er opmærksom på hvilke forhold vandbøflerne kræver og at projektet er egnet hertil. Vandbøfler kan bevæge sig i helt våde områder uden risiko for at synke i og sidde fast, hvilket gør den unik i forhold til kvæg og heste. Vandbøflernes brede mund og brug af tungen gør, at de generelle græsser af de højeste planter og i mindre grad af planter som står lavere på arealerne. Bøfler æder et bredt udvalg af planter og kan nemt græsse planter i vandkanten, og endda under vandet, samtidig med at de træder de våde og fugtige arealer op.

Praktiske forhold

Erfaring og anskaffelse: Vandbøfler benyttes i dag i en række naturprojekter, men de er ikke er lige så almindelige som ekstensive kvæg- eller hesteracer og de er svære at anskaffe. Der mangler generelt leverandører af vandbøfler til naturprojekter i Danmark.   

Krav til hegning: I forehold til hegning så kan vandbøfler sammenlignes med kvæg, udover at de svømmer og dykker ganske godt, hvilket bør overvejes, hvis der er behov for at hegne på tværs af vandløb eller søer. Udover overvejelser omkring hegning over/under vand så er hegning til vandbøfler relativt simpelt og de kan gå med et to- eller tretrådet glat elhegn.

Forfattere: Seniorkonsulent Frederik Forsberg og specialkonsulent Tobias Sandfeld Jensen, SEGES Innovation.