Kvæg, Økonomi og ledelse

AI-assistent i DMS giver lettere adgang til faglig viden

En AI-assistent i DMS gør det lettere at finde relevant faglig viden og hjælp til funktionerne i DMS. Assistenten søger i indhold fra LandbrugsInfo og DMS-vejledninger og giver svar på spørgsmål formuleret i almindeligt sprog.

Det kan være svært at vide præcis, hvor svaret findes, når et fagligt spørgsmål opstår, eller en funktion i DMS driller. Med AI-assistenten er der kommet en ny indgang til den viden, der allerede findes på LandbrugsInfo og i vejledningerne til DMS.

I stedet for først at finde frem til den relevante artikel eller vejledning kan spørgsmålet formuleres direkte til assistenten. Det kan for eksempel handle om et fagligt begreb, regler på et område eller om hjælp til en funktion i DMS.

Et spørgsmål behøver ikke være perfekt formuleret

AI-assistenten er lavet til spørgsmål i almindeligt sprog. Derfor er det ikke nødvendigt at kende den præcise fagterm på forhånd, og stavefejl er heller ikke afgørende.

Det har dog betydning, hvor præcist spørgsmålet er. Et spørgsmål som:

”Hvad med celletal?”

giver mindre information at arbejde med end eksempelvis:

”Hvad kan jeg gøre for at sænke celletallet i min malkekvægsbesætning?”

Jo tydeligere spørgsmålet beskriver emnet og behovet, desto bedre grundlag har assistenten for at finde den relevante viden.

Det er også muligt at fortsætte med opfølgende spørgsmål, hvis et svar skal uddybes eller præciseres.

Opdateringer til DMS

Viden og vejledning samlet ét sted

AI-assistenten har adgang til landbrugsfaglig viden fra LandbrugsInfo og til DMS-vejledningerne. Den fungerer dermed som en ny indgang til eksisterende viden og kan både bruges til faglige spørgsmål og til hjælp med DMS.

Se videovejledningen til AI-assistenten

I den korte video vises, hvordan AI-assistenten findes i DMS, og hvordan man kommer i gang med at bruge den.

AI-assistenten er i beta

AI-assistenten er lanceret i en betaversion. Feedback fra brugerne er derfor en vigtig del af den videre udvikling.

Svarene kan vurderes med 👍 eller 👎, og øvrige kommentarer kan sendes via feedbackfunktionen i DMS.

Emneord

Vil du vide mere?