Traktor med gyllevogn spreder gylle på grøn mark

Økologi, Planter

Mindre økologiske bedrifter afmeldes Register for Gødningsregnskab

Landbrugsstyrelsen varsler nu, at de afmelder alle, der frivilligt er tilmeldt Register for Gødningsregnskab. Små økologiske bedrifter under ti hektar, som modtager husdyrgødning og/eller kvælstoftillæg under Økologisk arealtilskud, er nødt til at tilmelde bedriften igen efter 1. august 2021.

En lang række økologer modtager lige nu brev fra Landbrugsstyrelsen med varsel om afmelding fra Register for Gødningsregnskab pr. 31. juli 2021. En afmelding betyder, at bedriften ikke kan modtage husdyrgødning og ikke kan modtage kvælstoftillæg i 2022 – hvis den ikke bliver meldt til igen inden 31. juli 2022.

Det er fortsat muligt frivilligt at tilmelde bedrifter, der har 5-9,99 ha med afgrøder, der har en N- eller P-norm på mere end 0, men det kan først ske, når tilmeldingen åbner i Landbrugsstyrelsens Tast selv-service 1. august. 

Det er ikke muligt at svare på - eller klage over brevene, hvis bedriften ikke opfylder betingelserne for at have pligt til at være tilmeldt Register for Gødningsregnskab.

Økologer med mindre end 5 ha 

Skærpede regler i Lov om anvendelse af gødning m.v. betyder, at bedrifter med mindre end 5 ha ikke længere frivilligt kan tilmelde sig Register for Gødningsregnskab. De kan dermed ikke længere modtage kvælstoftillæg under Økologisk arealtilskud. Bedriften kan opretholde tilsagnet om kvælstoftillæg og skal fortsat indberette tilsagnet i Fællesskemaet i resten af tilsagnsperioden for at undgå tilbagebetalingskrav, men behøver ikke at opfylde gødningsloftet på 65 kg udnyttet N pr. ha. 

Fakta: Virksomheder, der kan tilmelde sig frivilligt

En virksomhed kan være frivilligt tilmeldt Register for Gødningsregnskab, hvis virksomheden har et aktivt CVR-nr. og drives med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf og samtidig opfylder mindst én af disse betingelser:

  • Virksomheden disponerer over et areal med afgrøder på 5 ha eller derover, der er omfattet af en kvælstofnorm på mere end 0 kg kvælstof eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor.
  • Virksomheden dyrker på sit areal afgrøder, som samlet er omfattet af en kvælstofnorm på mindst 90 kg kvælstof pr. ha pr. år.

Støttet af