Galde medarbejdere

Økonomi og ledelse

Gør bedriften synlig og tiltræk flere medarbejdere

Tænk hele tiden i rekruttering – også selvom I ikke mangler medarbejdere. Gør din landbrugsbedrift synlig og vær et ordentligt menneske, selv når samarbejder går skævt.

Lokalområdet skal kende bedriften

Du sukker lettet. Sidste manglende medarbejder er ansat, og du tænker med glæde, at du ikke skal bekymre dig om rekruttering i nærmeste fremtid. 

Desværre tager du fejl. Ifølge specialkonsulent i ledelse Vibeke Fladkjær Nielsen, SEGES, bør man som besætningsejer altid tænke i rekruttering. 

”Hvis du skal tiltrække medarbejdere, bliver du nødt til hele tiden at gøre bedriften synlig. Tilbyd dig som casebedrift for landbrugsskolen, inviter folkeskolen på besøg og ansæt skoledrenge og -piger. Når folk i lokalområdet kender dig for noget godt, tænker de også på bedriften som en mulig arbejdsplads,” forklarer hun.

Få ry som en god arbejdsplads

De unge snakker meget om, hvem der er gode og mindre gode arbejdsgivere, og dit ry er afgørende for, hvor let bedriften har ved at tiltrække medarbejdere. Men i sidste ende er det dig selv, der skaber dit ry, påpeger Vibeke Fladkjær Nielsen.

”Det handler om at behandle sine medarbejdere ordentligt – også når samarbejdet ikke fungerer. Hvis du bliver nødt til at afskedige en medarbejder, er det vigtigt, at han eller hun får en god exit. Det er afgørende for bedriftens ry som arbejdsplads,” fortæller hun.

Mange jobopslag er gode

Heldigvis er det mange år siden, at et typisk jobopslag begrænsede sig til ’Elev/fodermester søges til kvægejendom – tiltrædelse snarest muligt’. Vibeke Fladkjær Nielsen ser i dag mange rigtig gode jobopslag, der både skiller sig lidt ud og beskriver, hvad jobbet konkret kan tilbyde. Hvis du synes, det er svært at lave et godt jobopslag, har hun et tip.

”Vis dit jobopslag til en i målgruppen – måske en af dine egne medarbejdere eller en anden du kender – og spørg, om de ville søge sådan et job,” råder hun.

Vil du vide mere?

Støttet af