Spild ikke tiden på klatvask af kalvestalden – bryd smittevejene effektivt
Vask og rengøring af kalvestalden kræver viden, systematik og grundighed for at bryde smittevejene effektivt. Få afgørende tips her.
Vask og rengøring af kalvestalden kræver viden, systematik og grundighed for at bryde smittevejene effektivt. Få afgørende tips her.
Dyrlæge Line Fruergaard-Roed fra VikingDanmark er kommet på rigtig mange kvægbedrifter. Og med sin passion for smittebeskyttelse har hun bemærket en særlig tendens.
”Der bliver brugt helt uhyggelig lang tid på vask og rengøring. Men det er en opgave, der kræver både viden, grundighed og systematik, for at den yder en effektiv smittebeskyttelse, og rigtig mange begår desværre små fodfejl, der betyder, at de ikke får den effekt af deres arbejde, som de forventer,” lyder erfaringen fra Line Fruergaard-Roed.
Derfor peger hun på 3 vigtige forhold, som har afgørende betydning for effekten af rengøringsarbejdet i kalvestalden:
”Jeg har desværre set mange flittige medarbejdere, der knokler med højtryksrenseren lige ved siden af rækken med kalvebokse. Og det får mig til at tænke åh nej… hvor er det ærgerligt! Det er ærgerligt for de kalve, der står i en sky af smitstoffer, og det er ærgerligt for de medarbejdere, som risikerer at sprede smitte i stedet for at bryde smitteveje,” fortæller Line Fruergaard-Roed.
Hun forklarer, at vanddråber, der dannes under højtryk, er så små, at de kan svæve mange meter med bakterier og virus i sig. Hvis de indåndes af dyr i nærheden, er det en direkte vej til smittespredning.
Råd: Flyt inventaret til en vaskeplads med god afstand til dyr, hvis der bruges en højtryksrenser til at vaske med.
”Langt de fleste kvægbrugere vasker med sæbe, og det er supergodt. Vask uden sæbe kan betyde, at den efterfølgende desinfektion er spild af tid, for desinfektionsmiddel nedbrydes af organisk materiale – altså skidt,” fortæller Line Fruergaard-Roed.
SEGES Innovation har desuden lavet kimtalsmålinger, der viser, at overfladen på kalvebokse kun blev ren i 5 ud af 12 tilfælde efter vask med vand alene, mens den efter vask med vand og sæbe var fri for kim i 10 ud af 12 tilfælde. Desuden var mængden af kim i gennemsnit seks gange højere ved vask med vand alene, sammenlignet med vask med sæbe.
Råd: Vask med en basisk sæbe. Gerne en, der skummer (alkalisk med tensider) og altså ikke den samme som til malkeanlægget. Brug ikke højere koncentration end anvist, det forbedrer ikke resultatet.
”Desinfektionsmiddel har for alvor vundet indpas på kvægbedrifterne. Men det er faktisk en lille smule kompliceret at bruge desinfektionsmiddel korrekt,” fortæller Line Fruergaard-Roed.
Hun oplister derfor her, hvad man bør vide om desinfektionsmiddel.
Brug altid åndedrætsværn, handsker og sikkerhedsbriller, når du vasker.